Bliv amatørarkæolog

Spændende mulighed for alle interesserede

af Marianne Stenberg, Journalist Brabrand Boligforening

Har du lyst til at hjælpe Moesgård Museum med arkæologiske udgravninger på Brabrand Boligforenings grund i Tranbjerg? Moesgård Museum har fundet arkæologiske fund på vores grund i Tranbjerg. Det betyder, at før vi kan gå i gang med at bygge, skal museet først lave en større udgravning.
Moesgård Museum har tilbudt beboere og interesserede i at deltage i udgravningen. Har du lyst til at være med, så beder vi dig kontakte os.
Ring til Brabrand Boligforening, Marianne Stenberg, tlf. 89 31 71 03.

Skattefund
I den østlige del af grunden er der ud fra fundene at dømme tale om en mindre bebyggelse fra yngre bronzealder. I det store vestlige område er der en bebyggelse fra ældre romersk jernalder og yngre jernalder. Det anslås, at der er spor efter 25 langhuse. Der er ved prøveudgravningen fundet en urne, og man tror, at der i området måske er op til 10 urner. Med detektor er der fundet to romerske denarer fra tiden omkring Kr. f., hvilket indikerer, at der er tale om skattefund.

Går i gang i maj
Udgravningen kommer til at foregå ved, at overjorden fjernes, og der undersøges med detektor, inden det sidste lag jord tages af.
Arbejdet går i gang midt i maj og frem til sommerferien i uge 27, og hvis man ikke er færdig på det tidspunkt, fortsætter man efter efterårsferien. Der arbejdes hver dag mellem 8.00 – 16.00.

Du er ikke forpligtet til at deltage under hele forløbet. Der kan blive sammensat hold, som arbejder en uge eller to ad gangen.
Har du lyst, så giv os et kald.

Med venlig hilsen
Brabrand Boligforening




Del eller print denne side:  


Tilbagevisende links


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt