Lad dine bøger samle venner – ikke støv – med BookCrossing

BookCrossing.com er et verdensomspændende fænomen, hvor bøger vandrer fra læser til læser.

tekst og foto af Cecilie Hansen (alias pulcherrima),
psykologistuderende, beboer i Glashuset, Skovgårdsparken

I løbet af de sidste fire år har over 100 af mine bøger forladt den trygge bogreol og de stadigt stigende mængder af støv til fordel for at finde nyere læsere rundt omkring i Danmark. Langt de fleste af bøgerne har jeg aldrig hørt fra igen, men en lille del af dem ved jeg har fået nye læsere, der har nydt dem, ligesom jeg selv har.
Dette kan lade sig gøre fordi jeg er ”bookcrosser”, dvs. bruger af den amerikanske internetside www.bookcrossing.com.

Bøger der er registreret på www.bookcrossing.com er nemme at genkende, fordi de ofte er udstyret med et klistermærke med internetsidens logo: en lille, gul, løbende bog.

Bøger der er registreret på www.bookcrossing.com er nemme at genkende, fordi de ofte er udstyret med et klistermærke med internetsidens logo: en lille, gul, løbende bog.

Unikt ID giver historier
Rent praktisk foregår det således, at man registrerer en bog, man ejer på siden ved at indtaste informationer om titel og forfatter, og man kan også skrive en lille personlig note, f.eks. om, hvorfra man har bogen, eller hvad man synes om den.

Når dette er gjort danner siden et ”BookCrossing Identification Number” (BCID), som man skal huske at skrive ind i den fysiske bog. Dette nummer fungerer ligesom et tracking-nummer, som vi kender det fra Post Danmark.
Når bogen så er registreret, er den klar til at vandre, og det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvorhen den skal. Bogen kan efterlades næsten hvor som helst, og mine bøger har besøgt så forskellige steder som caféer, skoler, en kirkegård og en grøntsagskasse i Kvickly. Når bogen findes af en anden person, kan vedkommende gå ind på internetsiden og notere BCID-nummeret, bogen fik, da den blev registreret. Så får du som ejer besked om, at din bog har fundet en ny læser, ligesom den nye læser kan se, hvor bogen har været tidligere.

Eksempelvis fik jeg for nylig en hilsen fra en bog, der ellers ikke havde givet lyd fra sig i 1 år og 10 måneder!

Du skal være opmærksom på, at det ikke er sikkert at du nogensinde hører fra den bog, du har lagt ud igen. En eventuel ny finder er ikke forpligtiget til at notere fundet på internetsiden, ligesom findere har lov til at gøre med bogen, hvad de vil.

Fænomenet bygger derfor på din gavmildhed, tillid og den fællesskabsfølelse, der findes omkring det. Du skal dog samtidig vide, at der er intet som den fornemmelse, det giver, når der pludselig dukker en besked op i din mailboks om, at en af dine bøger er blevet fundet!

Bøgerne skal udstyres med BCID. Her ses en officiel etiket, der er købt  på hjemmesiden, hvor ejeren har skrevet nummeret ind med kuglepen.

Bøgerne skal udstyres med BCID. Her ses en officiel etiket, der er købt på hjemmesiden, hvor ejeren har skrevet nummeret ind med kuglepen.

BookCrossing i dit nærområde
Fænomenet er desværre stadig ikke så udbredt i Danmark, selvom det har eksisteret i 8 år. Det betyder, at du skal være meget heldig, hvis du finder en bog, der er blevet lagt ud af en bookcrosser.

Det, synes jeg som glad og tilfreds bookcrosser, selvfølgelig er ærgerligt, og derfor har jeg lavet en aftale med ejeren af Belbey’s i CityVest om, at jeg må efterlade bookcrossing-bøger på den reol, der står i restauranten.

Det betyder, at der står en række forskellige bøger, som enhver er velkommen til at tage med hjem for at læse, ligesom andre bookcrossere kan stille nye bøger. Der er jævnlig udskiftning i bøgerne, og måske står lige den bog, du har lyst til at læse, klar til ”hjemlån” på hylden?

Lige nu kan du finde skønlitterære bøger og chick-lit bøger, ligesom du kan finde børne- og ungdomsbøger og kogebøger. Bøgerne favner desuden flere forskellige sprog, f.eks. dansk, engelsk, norsk og svensk.

Vil du være med?
Det er gratis at oprette sig på www.bookcrossing.com, og det kan også gøres anonymt, idet du opretter dig med et brugernavn, og den e-mailadresse, du opgiver, ikke vises på internettet. Du behøver ikke at have fundet en bog for at blive medlem, og det er derfor bare om at komme i gang.
Al information på internetsiden er på engelsk og lidt engelskkundskaber er derfor en fordel.

Der findes dog forskellige fora, hvor man kan diskutere emner relateret til bookcrossing eller bare snakke om bøger, og her findes der et skandinavisk forum, hvor der skrives på dansk/norsk/svensk. Her er ordet frit, og du kan derfor både stille spørgsmål, diskutere bøger eller planlægge et møde, hvor man kan bytte bøger.

Så se at komme ud af starthullerne. Find bøgerne, der bare samler støv, frem fra reolen, registrer dem på internetsiden og læg dem ud, så de kan vandre til nye læsere; eller tag et kig på bogreolen i Belbeys i CityVest – men vigtigst af alt, skab noget bogglæde og spred budskabet om frie, gratis vandrebøger.

En række hyperlinks der kan hjælpe dig i gang med at bookcrosse:
www.bookcrossing.com – den officielle internetside
www.bookcrossing.com/join – en genvej til at oprette dig som bruger
www.bookcrossing.com/forum/31 – det skandinaviske forum, hvor det er muligt at stille spørgsmål eller diskutere bøger på dansk/svensk/norsk.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt