Vi ønsker alle med

Kommentar til artiklen “Den nye rådmand og helhedsplanen”

Allerførst vil jeg gerne ønske rådmand Marc Perera tillykke med den ny post.
I boligforeningen håber vi på et godt samarbejde med det ny byråd og magistraten. Ikke mindst i forbindelse med helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj. I boligforeningen har vi lagt stor vægt på, at der ikke skal rives boliger ned for at rive ned – og det glæder mig, at Marc Perera understreger, at det ikke er et mål i sig selv at rive boliger ned.

Vi ved jo godt, at Venstre og Konservative gerne ser nedrivning af flere boliger, end boligforeningen ønsker. I de to partiers forslag vil man omdanne kvarteret ved at nedrive nogle blokke, som efter vores opfattelse ikke bør rives ned. Vi har peget på, at gennemførelse af store bygadeprojekt kræver nedrivning eller omdannelse af i alt fem blokke, og her mener vi, at det har et fornuftigt formål at foretage en sådan ændring af kvarteret. Men bortset fra det, er vi altså ikke tilhængere af at rive gode almene boliger ned.

Der har helt åbenlyst været uenighed mellem Marc Perera og boligforeningen på dette punkt – og det vil også fremgå af det materiale, som snart sendes til offentlig høring. Denne meningsforskel har ikke hindret, at vi kunne nå til enighed om det videre forløb. Og jeg synes, at det er en ærlig sag, at der forud for en offentlig høring kan blive fremlagt forskellige modeller, som kan blive afprøvet i debatten.

Efter min mening er det en fejlvurdering, hvis Marc Perera virkelig tror, at vi fra boligforeningens side har ”gjort alt for, at de borgerlige partier blev forbigået i forhandlingerne”. Vi har tværtimod hele vejen igennem arbejdet for løsninger, som, vi håber, vil kunne samle alle partier i byrådet om helhedsplanen – og samtidig opnå bred tilslutning i boligforeningens repræsentantskab og de berørte afdelinger. Og i den forbindelse glæder det mig, at Marc Perera gerne vil arbejde for, at der bygges nye almene boliger i Århus, hvis nogle af de nuværende bliver nedlagt. Det er da et godt udgangspunkt for et samarbejde.

Keld Albrechtsen,
næstformand i Brabrand Boligforening




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2018
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt