Beboere kan vælte plan

Helhedsplan: Enhedslisten hjælper beboere i Gellerupparken med at slås for deres nedrivningsdømte blokke. En lejeekspert giver dem gode chancer for at vinde kampen

af Jonas Hvid og Martin Johansen – JP Århus

Beboere i Gellerupparken er begyndt at mobilisere sig i en fælles modstand mod planen om at forvandle Gellerup.
Der er netop blevet dannet en protestgruppe, og en underskriftsindsamling er sat i gang.

”Det er fordi, jeg ikke vil flytte. Alle mine børn er født, mens jeg har boet i denne lejlighed, hvor jeg har oplevet de bedste ting i mit liv,” siger Khalid Karoum, som har taget initiativ til underskriftsindsamlingen.

Han forventer at få underskrifter fra omkring 90 pct. af beboerne i de tre blokke, som kan blive jævnet med jorden ifølge Brabrand Boligforenings foretrukne forslag til helhedsplanen for Gellerupparken og Toveshøj.
Beboerne bliver hjulpet godt på vej af aktivister i Enhedslisten, som i onsdags havde arrangeret et møde i Beboerhuset Laden i Toveshøj for at forene beboerne i kampen for deres blokke.

Juraen er med
”Vejen frem er, at beboerne får mulighed for at få én stemme. Mødet er et udtryk for, at beboerdemokratiet begynder at udfolde sig i en modstand mod de unødvendige elementer i planen,” siger John Graversgaard, aktivist i Enhedslisten og medarrangør af mødet.

Enhedslisten, som står uden for byrådets og boligforeningens aftale om helhedsplanen, havde bedt advokat Bjarne Overmark, ekspert i lejeret og mangeårig næstformand i Randers Lejerforening, om at fortælle beboerne om deres rettigheder. Og juraen er med de protesterende beboere, hvis et flertal er imod nedrivninger.

”Så har de gode muligheder for at forhindre det. Det bliver en tung gang for både Brabrand Boligforening og Århus Kommune at rive blokkene ned om ørerne på folk,” mener Bjarne Overmark, der tilføjer, at det som udgangspunkt er nok med en modstand på 51 pct. af beboerne.

Planen kommer i høring til marts.




Del eller print denne side:  


Tilbagevisende links


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)

*




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt