Vand i arkivet – ikke heldigt

Brabrand lokalhistorisk arkiv slap med skrækken

af Vibeke Harsberg, Brabrand-Årslev lokalhistoriske arkiv, Gellerup Bibliotek

Fredag den 22. januar 2010 var ikke nogen heldig dag for det lokalhistoriske arkiv i Brabrand – og så alligevel!

Først på eftermiddagen blev arkivets arbejdsgruppe ringet op: ”Det er Gellerup Bibliotek. Der er vandskade i arkivet!” Sådan en besked kan give alle arkivfolk hjertestop, for er der noget, der kan ødelægge, så er det vand.

Da vi kort efter nåede frem til biblioteket (hvor arkivet har et ellers yderst velfungerende lokale), stod vandet ned i kaskader – det plaskede lystigt i de opstillede baljer og kar med toiletvand, der kom væltende ned fra loftet. Det var et uhyggeligt syn – og for resten også ildelugtende.”

Men heldigvis havde bibliotekets personale handlet hurtigt, ansvarsfuldt og kompetent. Alle vore ting var reddet ud af skudlinjen – og der var kun kommet nogle ganske få fugtskader på forskellig former for emballage.  Hvis utætheden var opstået på et tidspunkt, hvor biblioteket var ubemandet – eller hvis bibliotekets personale ikke havde handlet så resolut – havde skaderne været overvældende. Nu slap vi med skrækken – og vi har meget at takke bibliotekets personale for.

Efterfølgende er der blevet udskiftet rør – der er blevet gjort grundigt rent af flere omgange – og der er blevet ryddet op og sat på plads, så nu fungerer arkivet igen i fin stil.

Arkivet har åbent hver lørdag kl. 11-13, og vi har mange spændende ting – både nyt og gammelt – også fra Brabrand Boligforening, så kom endelig og se, om der er noget, der kunne have interesse.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt