Systuen Perlen åbner i beboerhuset Yggdrasils kreative værkssted

Ny aktivitet for kvinder i Gellerup, der har lyst til at være kreative med nål og tråd og perler

af Helle Hansen – illustration af Jesper Ankjær

Mandag den 4. oktober er første gang, den nye Systuen Perlen slår dørene op i det kreative værksted i stueetagen i beboerhuset Yggdrasil midt i Gellerup.

Tilbuddet, som er en ny aktivitet under foreningen Perlevennerne, er rettet mod kvinder, der har lyst til at være med til at lave sy- og håndarbejdsaktiviteter.

”Du kan komme og sy og reparere dit eget tøj, eller være med til at lave tasker, puder og sjove andre ting enten til dig selv eller til en basar, hvor vi sælger tingene og lader overskuddet gå til velgørende formål,” fortæller Anne Jakobsen, der sammen med sin datter Cathrine er aktiv frivillige i Systuen Perlen.

Fællesskab med andre kvinder
Mor og datter kommer fra Tilst. De henvendte sig i sommers til foreningen Perlevennerne, fordi de gerne vil være med til at lave frivilligt arbejde i Gellerup. Anne arbejder til daglig som ernæringsassistent i Tilst, mens Cathrine læser fransk og spansk på universitetet.

”Vi kunne rigtig godt tænke os at være med til at lave et syværksted for kvinder, hvor de kan komme og sy og lave kreative ting og samtidig have et fællesskab med andre kvinder,” siger de to og lover, at de har en masse sjove ting med, som kan inspirere kvinderne til at fremstille både tøj, tasker, puder, smykker og perler.

Og de har også flere veninder, der gerne vil komme forbi systuen med forskellige ideer.
”I Systuen Perlen kan du sagtens have dine børn med. Vi skal nok sørge for, at der også bliver aktiviteter, som de kan gå i gang med,” siger Cathrine, som også har erfaring med at passe børn.

Systuen er åben hver mandag aften
Så har du brug for hjælp til at reparere eller sy tøj, eller har du lyst til at være kreativ med nål og tråd?

Så kig forbi Systuen Perlen, som holder åben hver mandag aften kl. 17.00 – 19.00 i det kreative værksted i stueetagen i beboerhuset Yggdrasil, Dortesvej 35 A.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt