Atmosfærer

Jordens atmosfære er vindue til det ydre rum

af Jens Skriver – illustration af Jesper Ankjær

Jordens atmosfære ændrer sig, så det bliver sværere og sværere at observere den uendelige mængde af objekter, der findes ovenover. Forleden så jeg på landet Mælkevejens lysende bælte tværs over himlen næsten i zenith (lige oven over hovedet). Her var også sommertrekanten: Deneb i Svanen, Vega i Lyren og Algair i Ørnen. Men det er ved at blive et sjældent syn. I byer kan man for tiden se planeten Jupiter, der lyser meget kraftigt på himlen hele natten først i øst og siden i syd. 21/9 var den tættest på Jorden.

Jordens atmosfære
Uden om Jorden og andre planeter ligger en kappe af luftarter, som kaldes atmosfæren. Atmosfæren er et filter, der opfanger objekter fra rummet som elektriske partikler, der skaber Nordlys. Men den er også meget andet. Indtil videre må Jordens atmosfære betragtes som enestående, men ambitionerne om at finde planeter ligesom Jorden ude i universet er meget store.

Jordens atmosfære er enestående ved at forsyne os med ilt og vanddamp, som er forudsætninger for alt liv. Vejr, klima og livsbetingelser bestemmes af processer i atmosfæren. Jordens atmosfære er hen ved 1.000 km bred. Luften bliver tyndere og tyndere, efterhånden som man kommer højere op. I op til 10 km’s højde falder temperaturen gradvis til hen ved minus 40°C. Derefter begynder den at stige og falder atter igen til o. minus 90°C.

I atmosfærens lag 80-90 km oppe kan temperaturen stige til over 1000°C. I det bredeste yderste lag er luften yderst tynd, da tyngdekraften tillader luftmolekylerne at slippe ud i rummet. Da Solens lys på dette meget brogede system varierer, vil det uundgåeligt føre til, at vejret, og dermed også klimaet på Jorden hele tiden ændrer sig.

Planeters atmosfærer
Nu er definitionen på en planet blevet indskrænket, men på nær Merkur har alle, der nu har status af planeter, en atmosfære. Merkur er meget lille og befinder sig så tæt på Solen, at alle løse stoffer formodentlig er blevet trukket til Solen.

Planeten Venus stråler på himlen som det mest lysstærke himmellegeme næst efter Solen og Månen, men skinnet bedrager. Det, Solens stråler skinner på, er et tæt skydække af svovlsyredråber. Ovenover er en atmosfære af kuldioxid.

Mars har en meget tynd atmosfære. Derfor kan man næsten se de røde klipper med det blotte øje. Ved polerne er der is, men der er ikke vand i flydende form.

De store gasplaneter Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun består, som navnet antyder, af gas formodentlig med en fast kærne. Man kunne tro, at der var en udefinerbar overgang mellem atmosfære og planet, men trykket er så kraftigt et stykke nede, at astronomerne definerer det som planetens overflade. Selv i mindre astronomiske kikkerter ses tydeligt bælter på Jupiters overflade. Det er skybælter, og der blæser meget kraftige vinde.

Titan
Ved siden af Jordens atmosfære er det mest bemærkelsesværdige, at Saturns store måne Titan også har en atmosfære. Selv om Titan er den næststørste måne i solsystemet, er den kun en halv gangs tørre end Jordens måne. Ikke desto mindre bærer den på en tung atmosfære, som mest består af kvælstof. I de seneste tiår har Saturn med dens ringe og måner været i forskernes søgelys, men en forklaring på Titans atmosfære kendes ikke.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)

*




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt