Afd. 4+5: Hvilken vej for Gellerup?
Afdeling 4: Gellerupparken. Afdeling 5: Toveshøj
Debatmøde den 14. april i Tousgårdsladen
af Anja Raithel/husmand i Laden
Ghetto go home – gi´os en chance for at styrke nærdemokratiet
Den 14. april kom Rabih Azad-Ahmad (De Radikale), Lone Norlander Smith (SF), Asmaa Abdol-Hamid (Ø) og Solveig Munk fra Enhedslisten med et par bud på Gellerups fremtid.
Alle var enige om at ordet ghetto slet ikke passer på Gellerup, derimod er det mere rammende at sige, der er store sociale og økonomiske problemer i området. At bruge ordet Ghetto betyder, at man siger, at problemer i området skyldes etnicitet, og dermed er det folks eget ansvar – dette er dybt diskriminerende, når der er tale om sociale problemer, som bør løses med social-økonomiske tiltag, argumenterede Asmaa Abdol-Hamid (Ø). Asma havde også flere erfaringer fra Vollsmoses helhedsplan, som måske kunne være inspirerende for Gellerup, bl.a. at beboerne skal være i centrum både, når der skabes butikker og jobs for unge.
Tiltag for nye beboere
Flere af tilhørerne og politikerne var enige om, at for at tiltrække nye beboere, skal man skabe fx en international skole med fokus på kunst/musik, fritidsklubber og fysiske rammer, som styrker netværk og fællesskaber. Solveig Munk fra Enhedslisten undrede sig derfor over, at posthuset er blevet lukket, at der skæres 50% i husmandsstillingen i beboerhuset Tousgårdsladen – som netop er med til at skabe liv og aktiviteter for beboerne.
Kritiske over for helhedsplan
Debatten bølgede frem og tilbage mellem politik på landsplan til konkrete problemer i forbindelse med helhedsplanen. Flere tilhørere var meget kritiske over for helhedsplanens ønske om at ændre beboersammensætningen i området. Nogle tilhørere kritiserede, at tiltagene er skabt med det for øje, at folk med anden etnisk baggrund skal flytte, mens Rabih slet ikke mente, at det var tilfældet – men at det blot gik ud på at få flere ressourcestærke borgere til området – dette uanset farve og oprindelse.
Så hvilken vej skal Gellerup gå?
Vi kunne tænke os at stille det spørgsmål til de unge – som er vores fremtid. Så hvis du har idéer til aktiviteter eller arrangementer i Gellerup/Toveshøj – som kom forbi Tousgårdsladen og få en snak. Vi vil meget gerne hjælpe dig med at realisere dine drømmeaktiviteter. Så ghetto go home og gi´ os en chance for at styrke nærdemokratiet.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2011-04 maj