Afd. 4+5: Udsigt til aktiv sommer for Gellerup og Toveshøjs børn og unge
Afdeling 4: Gellerupparken. Afdeling 5: Toveshøj
Bred opbakning til at lave en festlig sommer fyldt med aktivitet for alle området børn og unge hele sommerferien
tekst og foto af Helle Hansen
En eftermiddag midt i april strømmede det til Klubberne i Gellerup med masser af aktive frivillige, projekter og klubfolk, som satte sig sammen rundt om et for at planlægge en sommerferie for alle Gellerup og Toveshøjs børn og unge, så man skal være et skarn af et barn, hvis man kommer til at kede sig.
Mohammed Ibrahim, leder af KiG er tovholder på sommerens mange tilbud, er begejstret for den store lokale opbakning til at være med til at lave en indsats for området børn og unge i ferien. Når alle aktiviteterne er på plads, vil de blive beskrevet og tryk i en lille folder, som vil blive omdelt til alle områdets skolebørn.
Et udpluk af tilbuddene lyder på en DBU-fodboldskole og den traditionelle Gellerup Cup, som i år gennemføres for 17. gang. Der spilles fodboldturnering fire onsdage i midt i ferien. Og om mandagen er der til gengæld Toveshøj Cup på banerne ved Tovshøjskolen. Det er henholdsvis fodboldklubberne ACFC og IVF, der står for fodboldstævnerne.
De traditionelle ”Store Legedage” om tirsdagen fortsætter også i Gellerup, og i år laves der også et par ”Store Legedage” om torsdagen på Toveshøj. Og så bliver der masser af andre forskellige aktiviteter, cykeltur, kanotur, pigeaktiviteter og selvfølgelig grillfester. Og i GLOBUS1 bliver der både holdt en spændende sportsuge, og Mellemfolkeligt Samvirke holder sommerskole med fokus på Sydamerika.
Det er lokale institutioner, Fritidspatruljen, Unge4Unge, Dansk Arabisk Kulturhus, Aarhus Klatreklub, IVF, ACFC og mange flere lokale aktive, som er med til at sikre, at sommerferien i Gellerup og Toveshøj aldrig bliver kedelig.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2011-04 maj