Forskere i Columbus’ fodspor
Opdagelsen af exoplaneter afslører en helt ny verden
af Jens Skriver – illustration af Jesper Ankjær
Opdagelsen af exoplaneter, som en stor del af den astronomiske forskning for tiden er fokuseret på, er lige så epokegørende som Columbus’ opdagelse af Amerika, eller da det lykkedes Magellan og hans folk at sejle rundt om Jorden.
En ny verden
Det har vist sig, at mange andre stjerner end Solen har planeter i kredsløb om sig. Nu nærmer antallet af registrerede såkaldte exoplaneter sig 700, og flere af dem er kun nogle få gange tungere end Jorden. De nyopdagede exoplaneter afslører en overraskende mangfoldighed og helt nye verdener.
Således viser det sig, at en dobbeltstjerne har en planet. Det drejer sig om en dobbeltstjerne, hvis to stjerner er mindre end Solen, og som befinder sig omkring 200 lysår borte. Planeten er en gasplanet nogenlunde på størrelse med Saturn.
Forskningsmetoder
Jagten foregår især fra rumteleskoper og det europæiske observatorium i Chile, hvor det er muligt at opdage soles rokkebevægelser. Bevægelser som skyldes, at planeter trækker i dem. Rumteleskoper registrerer lyset fra stjerner. Ændringer i lysstyrken skyldes ofte, at en planet bevæger sig forbi stjernen.
Planetsystemers dannelse
Jagten på exoplaneter hænger sammen med eftersøgningen af flydende vand og dermed mulighederne for liv. Det europæiske Herschel-rumteleskop, har undersøgt en nydannet stjerne med en alder på ca. 5-10 millioner år. Den ligger 176 lysår borte.
Stjernen er omgivet af en skive af gas og støv, hvor planeter måske kan blive født. Rumteleskopet har afsløret, at der kommer vanddamp fra is som sidder på støvkorn i skiven. Måske kan dette vand havne på planeter. Det er i hvert fald den måde, det antages, at Solens planetsystem med Jorden er dannet.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2011-10 December