Fest i gaden
Gellerups nye Karen Blixens Boulevard åbnede med et brag af en fest fredag den 16. september
Tekst Lotte Pape, fotos Montgomery Fotografi / Bo Sigismund
En ny boulevard forbinder nu Edwin Rahrs Vej og Silkeborgvej. Det nye vejsystem i Gellerup med Karen Blixens Boulevard som den centrale rygrad sikrer, at bydelen bliver koblet op på Aarhus’ øvrige vejnet. Biler, cykler og fodgængere får dermed mulighed for at krydse bydelen i stedet for at tage vejen udenom. Området bliver tættere knyttet til Aarhus, og det nye vejsystem skaber en åben bydel i stedet for et lukket boligområde.
”Boulevarden får kolossal betydning for Gellerups udvikling. Det bliver en smuk og levende strækning med ægte liv. Beboere og øvrige aarhusianere får hermed et nyt, centralt samlingssted for oplevelser i deres by,” siger boligforeningens formand, Keld Albrechtsen.
Trille Lucassens Gade
Samtidig er én af de nye tværveje navngivet Trille Lucassens Gade med følgende begrundelse:
”Trille Lucassen var tidligere cirkusdirektør i Cirkus Tværs og et menneske, som tog imod andre, uanset hvem de var, og hvad de var. Et menneske, som stod klar med åbne arme for alle børn og unge i Gellerup – ja, i hele byen. Trille var en levendegørelse af løftet om, at alle skal have en chance og have lov at tro på den chance. Hendes liv og indsats er en vigtig historie at bevare og fortælle i den bydel, hvor hun arbejdede.
”Trille Lucassens Gade åbner i løbet af foråret 2017. Endelig er der planer om at opkalde én af de øvrige tværforbindelser efter Inger Christensen, der var forfatter og betragtes som en af Danmarks mest respekterede digtere. Hun var ligesom Karen Blixen i det internationale samfund anset som en forfatter, der burde have modtaget Nobels Litteraturpris.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2016-07 Oktober