Lederen

Vi skal respektere særinteresser

Af Sean Ryan Bjerremand

Lige nu sidder jeg en sen aftentime og kikker ud ad vinduet i min lejlighed i Gellerupparken. Der kører biler på Karen Blixens Boulevard, i naboblokken kan jeg se folk stå i deres køkkener og gøre sig klar til dagen i morgen, og herhjemme går musikken. Med så mange mennesker samlet ét sted er det uundgåeligt at tænke lidt på sammenhængen mellem individ og fællesskab. Ligesom i et puslespil – enhver brik har sin funktion, men er meget lidt i sig selv. Sammen med andre brikker giver den dog mening.

Hvem har egentlig ansvaret for fællesskabet? Naboen? En selv? Boligforeningens ledelse? Og hvor går forskellen på individuelt ansvar og ansvar for fællesskab? Der er ikke noget enkelt svar – men det handler om situationsfornemmelse, værdier og respekt.

I dag kom jeg gående op ad Tinesvej. Fem indkøbsposer var en udfordring. Bag mig kom så to somaliske kvinder, som jeg aldrig har talt med før. Den ene sagde: ”Heeej – skal vi hjælpe dig?” Tilfældet ville, at de skulle til nøjagtigt den samme opgang som jeg, og man må sige, at de gjorde en forskel. Respekten for naboerne bør egentlig være en selvfølge. Men det er ikke altid, at vi har tænkt over de muligheder, der er for at gøre en forskel.

I en boligforening med mange særinteresser skal vi respektere forskellighederne. Overordnet kan jeg sige, at boligforeningens medarbejdere og ledelse er til for beboerne – ikke omvendt! De forskellige led har hver deres funktion. Helt banalt vil jeg tage personalet på driftskontoret og udlejningen som eksempel. De er ansat af os, javel, men det betyder ikke, at vi som beboere har ret til at betragte dem som vores personlige ejendom. Omvendt er det, at de er ansat af os, en faktor, der giver dem et ansvar. De skal ikke ride deres egne små kæpheste uden hjemmel i reglementet. Men det skal vi som beboere heller ikke.

Foreningsbestyrelsen og boligforeningens ledelse er et andet eksempel. Hensynet til karrieremuligheder med mere må ikke overskygge hensynet til, at det er et konkret stykke arbejde, der skal udføres. De må bide deres små kæpheste og personlige ambitioner i sig og erkende, at ingen enkeltperson står over fællesskabet.

Her på Skræppebladet har vi så vores funktion. Den kan sammenlignes med pressens funktion i et demokrati. Vi er her ikke for at behage nogen, men vi er her for at dokumentere og formidle, hvad der foregår i Brabrand Boligforening, og give et udsyn. Det har selvsagt været vores rolle, siden vi startede i 1971 – og det bliver vi ved med. Her skal vi heller ikke ride på vores små kæpheste, men vi er til for beboerne og agerer som en fri, uafhængig enhed i den større sammenhæng. Ingen er fritaget for kritik.

Vi er én organisation med hver vores rolle.