På Grim møder vi hele tiden nogen, vi kender

Fra naboer i toiletkøen til frivillige bag baren – Grimfest er den festival, hvor fællesskab og tilfældige møder skaber magiske øjeblikke

tekst og foto Elsebeth Frederiksen

Helle og Thorsten har fundet hinanden.

Grimfest, der i år for enogtyvende gang blev holdt på gården Grimhøj i Brabrand, er den slags lokale festival, hvor man som gæst hele tiden støder på folk, man kender: naboen, en gammel skolekammerat eller en kollega, man normalt ikke hænger ud med.

Selvom festivalen er vokset, og billetterne i år var udsolgt et stykke tid før start, bevarer Grim sin charmerende og intime atmosfære. Det er et sted, hvor ”Jeg er i Undergrim” eller ”Jeg sidder med de andre oppe i skoven” er typiske beskeder mellem venner. Man kan næsten ikke undgå at falde over nogen, man kender, om det så er i baren, i toiletkøen, eller mens man hopper til en koncert. Det hele er afslappet, hyggeligt og på mange måder lidt som en stor, lokal familiefest.

Angelika, Marta, Lena og Josephine er klar til at betjene kunderne i Kostbar.

Frivillige for fællesskabets skyld

Grimfest tiltrækker også en dedikeret skare af frivillige, der år efter år stiller op for at sikre, at festivalen kører på skinner. Tag for eksempel Marta Szapiel og Lena Lundager Hansen, to festivalveteraner, der har gjort det til en tradition at tage vagter i Kostbar – festivalens bedst placerede bar med udsigt over hele menneskehavet. Det er her, gæsterne får både en kold drink og den bedste udsigt til koncerterne.

Marta og Lena mødte hinanden i Søvangen, hvor Lena fik lokket Marta med i bestyrelsen. Lena er siden flyttet til Lolland, men har bevaret venskabet og kærligheden til frivilligheden på Grimfest. Marta har siden arrangeret alt fra sommerfester til vinsmagninger i afdelingen. Deres tredje makker i frivilligtrioen måtte i år desværre melde afbud i sidste øjeblik, men normalt møder de op som et sammentømret team. Kostbaren på toppen af bakken giver dem en perfekt udsigt til festivalen, så selvom de er på vagt, går de ikke glip af noget.

I år havde Marta og Lena deres døtre, Angelika og Josephine, med som frivillige. Selvom Marta bor lige i nærheden, vælger de alligevel at overnatte på pladsen for at få den fulde festivaloplevelse – også selvom det indebærer en hård madras og kolde nætter. Da Skræppebladets udsendte møder dem efter deres vagt torsdag aften, er de godt brugte, men allerede i gang med at hygge sig på en bænk ved siden af baren. Her bliver de siddende resten af aftenen, kun afbrudt af korte ture til koncerterne.

”Hvert år siger vi, at nu er det sidste gang, vi er frivillige, men så ringer festivalen til os, og så står vi klar igen,” griner Lena.
Det er nu tredje år, Lenas datter Josephine er frivillig, og andet år for Angelika. Faktisk havde Josephine købt en billet, men solgte den for i stedet at være en del af det frivillige fællesskab. De har faste stamkunder, som de kun ser denne ene gang om året, og det er med til at gøre oplevelsen helt speciel.

Hele ”familien” samlet på Undergrim.

Nye traditioner på festivalen

Nogle skaber først deres festivaltraditioner nu. For eksempel Helle Hansen, Skræppebladets redaktør, og hendes søster Anette, der begge er en del af den frivillige skare. For Helles vedkommende er det tredje gang. De fik tjansen i den meget støjende Bonzai-bar, der ligger lige ved siden af Bonzai-scenen. Musikken brager så højt, at det føles som en udfordring at tage imod bestillinger – men hvad er en festival uden lidt kaos? Selvom det måske ikke er de mest kendte bands, der spiller her, formår de stadig at få publikum med.

I baren mødte Helle og Anette en ny frivillig, Birgitte Helbæk Marcussen, ny beboer i Søvangen. For Birgitte var det også første gang på Grimfest – ja, faktisk havde hun aldrig hørt om festivalen, før hun flyttede til Brabrand. Men efter en oplevelse på Grim er hun allerede klar til næste år og vil gerne være frivillig igen. Hun beskriver festivalen som lille, intim og hyggelig med en følelse af lokal samling, og alligevel er musikudvalget imponerende bredt og af høj kvalitet.

Birgitte og Helle er klar ved Bonzai-scenen.

Man kan også bare være almindelig festivalgænger

Men hvem siger, man skal være frivillig for at have det sjovt på Grimfest? Karin Håndholt og Thorsten Suppli Fosdal, der er kærester og bor i Søvangen, har fundet deres egen måde at nyde festivalen på. De har været med de sidste to år, og selvom de fortryder ikke at have startet tidligere, er det nu blevet en tradition. For dem er Grimfest en familieaffære, hvor børn, deres venners børn, og ekskærester deltager sammen.

”Jeg synes, det var en fantastisk festival, og jeg håber inderligt, de bevarer det intime format, selvom der var udsolgt i år. Det er så fedt, det ikke er større end nu,” siger Karin.
Selvom musikprogrammet er imponerende, kan det nogle gange være mere fristende at blive hængende i Undergrim og hygge sig. Mange glemmer helt, at der er koncerter, når de først har slået sig ned med vennerne. Her kan man i baggrunden høre musik, banko eller stand-up, mens man slapper af. Det er en festival, hvor der er noget for enhver smag.

Thøger helt til højre på keyboard spillede op bands på Undergrim.

Et lokalt navn

Selvom Grimfest tiltrækker mange lokale, er der ikke mange lokale navne på scenen. En af undtagelserne i år var Thøger Johansen, der bor i Skovgårdsparken. Thøger, som også var en del af Karins slæng, spillede med sit band Stop Making Sense, et Talking Heads Tribute-band, på Undergrim-scenen.

Sent lørdag aften satte de gang i publikum med en energisk optræden, der næsten overdøvede Tessa, som spillede på Skovscenen. Tessa var hovednavnet, men gik lidt over tiden, så ikke alle nåede at opleve hele Stop Making Senses koncert. De, der var til stede, dansede og sang med på hits som ”Burning Down The House” (og nej, det er ikke Tom Jones!), ”Psycho Killer” og ”Once In A Lifetime”.

Selvom festivalen ikke var helt slut, da bandet takkede af, var undertegnede det. Med ømme fødder og et hoved fyldt med musik var det tid til at tage hjem, få en bid mad og sove – for det er også en del af Grimfest-oplevelsen.