Afd. 8: Drejergården mødes på tværs af hovedgaden
afdeling 8 – Drejergården

Afdeling 8 får huslejeforhøjelse på 2,1 procent og nyt medlem i bestyrelsen
af Helle Hansen, arkivfoto Bo Sigismund
Drejergårdens formand, Peter Holm Stampe, foreslog boligforeningens formand, Keld Albrechtsen, som dirigent, hvilket forsamlingen godkendte. Derefter fik han ordet igen til bestyrelsens beretning, hvor han konstaterede, at der gennem året har været udfordringer med manglende medlemmer af bestyrelsen. Desuden er det en udfordring, at afdelingen ligger på begge sider af hovedgaden. Formanden mente dog, at afdelingen har fundet ud af at kommunikere og løse problemstillingerne.
Med henvisning til sidste års beretning opremsede Peter Holm Stampe næsten samtlige beslutninger, som er blevet gennemført eller i gang med at blive det. El-ladestanderne er blevet placeret på parkeringspladsen ved Hovedgaden 29. For at forbedre den gensidige kommunikation er der sat whiteboardtavler op ved elevatoren ved Hovedgaden 29, i selskabslokalet og i hvert vaskeri. Og så er der ved at være gang i reparation af rør i boliger, dog med forsinkelser her og der, men intet panderynkende. Projektet skal nok komme i mål uden de store gener, mente formanden.
Antennen fra STOFA, der er sat op på taget, giver afdelingen en årlig indtægt på 40.000 kroner. Pengene er der hårdt brug for, blandt andet til det igangværende rørprojekt, udskiftning af taget på Hovedgaden 29, udskiftning af vinduer i afdelingen og forhåbentligt en kommende projektering af afdelingens have og buskadser. Et ønske om at lave en hyggekrog på Hovedgaden 29 er endnu ikke blevet til noget på grund af mandefald i bestyrelsen og manglende økonomi. I stedet prioriterede bestyrelsen et ”komsammen”-arrangement i foråret, som Brabrand Boligforening sponserede. Hver afdeling kunne søge et beløb på op til 3.000 kroner. Bestyrelsen lagde invitationer ud i beboernes brevkasser, seks beboere tilmeldte sig (fire dukkede op).
”I stedet for bare at give op søgte vi et samarbejde med bestyrelsen i naboafdelingen Højriisparken. Og sammen med vores og deres beboere og et par eksterne hjælpere fra Skræppebladet fik vi stablet et fint lille arrangement på benene med 12 deltagere, som alle lod til at være godt tilfredse med kaffe, boller og lagkage, og der var en god snak rundt om bordet. Det kan altså lade sig gøre at gennemføre arrangementer, skønt opbakningen godt kunne være større,” fastslog formanden og oplyste, at Drejergården fik refunderet dokumenterede udgifter for cirka 1.200 kroner fra foreningen.
Peter Holm Stampe sluttede beretningen med noget pessimisme og lidt optimisme. På den pessimistiske front må afdelingen affinde sig med, at den de næste 10 år vil få huslejeforhøjelser. Drejergården er over 30 år gammel og kræver nu intensiv vedligeholdelse. Desværre er der ikke sparet nok op, så der skal ansøges om tilskud fra fonde for at betale for alle projekter.
”Og så det optimistiske hurraråb. Vi bor i en god afdeling i et naturrigt område med masser af gratis glæder i form af spadsereture i skov og omkring Brabrand Sø, og hvad kreative hoveder ellers kan finde på. Afdelingens udfordringer er kun en baggrund for det faktum, at vi alle har et liv, og livet skal leves på trods af alle udfordringer. Så engager jer, vær åbne, lyttende, empatiske, nysgerrige og aktive, så skal det såmænd nok gå alligevel,” lød opfordringen fra afdelingsformanden.
Beretningen blev ikke omtalt direkte i beboernes kommentarer, men en beboer omtalte, at der omkring kælderhalsen i Hovedgaden 44 ikke er blevet fejet, der ligger blade, der burde være taget hånd om. Servicechefen svarede ved at nævne den manglende bemanding i afdelingen og lovede tage hånd om det. En anden beboer efterlyste et opslag i vaskeriet om omorganiseringen. En tredje beboer nævnte to ting: manglende sprøjtning for alger, som også blev nævnt på sidste års møde, og at havemøblerne ikke var sat frem. Servicechefen svarede til det første, at han vil undersøge, om det er en opgave, som skal løses. Omkring havemøblerne var det selvfølgeligt ikke i orden, og der vil blive fulgt op på sagen. Beretningen blev enstemmigt vedtaget.
Spørgsmål til foreningen
Boligforeningens formand, Keld Albrechtsen, lagde ud med at sige, at vi som beboere er optagede af det nære liv og vilkårene i den afdeling, hvor vi bor. I de seneste år har mange været påvirkede af den usikre økonomiske situation i verden, og at vi oplever stadig stigende priser i supermarkederne i forhold til tidligere år. Derfor har foreningsbestyrelsen haft fokus på sparsommelighed for at sikre, at færrest mulige afdelinger får høje huslejestigninger. På en dag som i dag fejrer vi beboerdemokratiet, men vi skal også huske at få beboerdemokratiet til at virke via dialog på tværs af afdelinger, sagde formanden og slog fast, at det derfor er det vigtigt, at de enkelte afdelinger melder sig til boligforeningens seminar i beboerdemokrati i november. Her er temaet, hvordan vi skal bo og bygge i fremtiden, sagde formanden, der takkede for ordet og for afdelingens engagement i boligforeningen.
Der blev stillet spørgsmål om status på EU-retssagen, og hvordan en dom vil kunne påvirke beboerforeningen. Keld Albrechtsen svarede, at boligforeningen har spurgt Aarhus Kommune, om forsinkelsen i sagen vil få konsekvenser for boligforeningen. Aarhus Kommune har skriftligt bekræftet, at forsinkelsen ikke får konsekvenser.
Næste kommentar var, hvorfor boligforeningen er blevet så ringe. Formanden svarede, at han ikke synes, at foreningen er blevet så ringe, men at personalemangel og færre midler kan påvirke driften. En tredje beboer påpegede, at Drejegården er en mindre afdeling, og at huslejen kun er det halve af, hvad der betales på havnen. Teknisk chef Jesper Herskind svarede, at han var optimistisk på afdelingens vegne, fordi der var en opsparing i gang til betaling af kommende projekter. En fjerde beboer ville vide, hvorfor beboerne ikke selv må forskønne området. Keld Albrechtsen svarede, at beboerne kun kan forskønne området, hvis de har en afdelingsbestyrelse, som aftaler med boligforeningen, hvad der skal gøres. På egne vegne må beboerne intet foretage sig, udover at de meget gerne må fjerne ukrudt. En femte beboer ville vide, hvornår udskiftningen af vinduer vil finde sted. Teknisk chef svarede, at det sker i 2026.
Ja til budgettet og Skræppeblad
Administrationschef Susanne Witting gennemgik budgettet for 2025, der indeholdt en huslejeforhøjelse på 2,1 procent. Afdelingens udgifter og indtægter blev forklaret, ligesom stigninger og besparelser i de respektive konti blev uddybet. Der var ingen spørgsmål, og budgettet blev vedtaget med et flertal.
Bestyrelsen bad derefter afdelingsmødet tage stilling til, hvordan beboerbladet fremover skal distribueres. Skal det husstandsomdeles, afhentes centralt eller kun læses digitalt? Et flertal ønskede fortsat at modtage Skræppebladet som et trykt blad i postkassen.
Nyt medlem af bestyrelsen
Winni Frost blev valgt til bestyrelsen, og Peter Gomez og Birger Andersen blev suppleanter.
Peter Holm Stampe blev genvalgt til Skræppebladets redaktion. Ingen ønskede at stille op til FAS Nord.
Huslejestigning 2,1 %
Afdeling 8, Drejergården
- Ny gennemsnitlig husleje pr. m² pr. år: 1.084 kr.
- Ny gennemsnitlig husleje pr. m² ungdomsbolig pr. år: 957 kr.
- Drejergården er opført i 1988 og består af 66 lejemål:
39 almene familieboliger,
3 ungdomsboliger,
24 ældrevenlige boliger, som tildeles gennem Aarhus Kommunes Hjemmepleje. - Adresser:
Hovedgaden 36 til 44 samt Hovedgaden 29, 8220 Brabrand.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-06 November


