Gellerup Museum ser fremad – med historien i behold

Der var god stemning og mange nysgerrige gæster, da Gellerup Museum den 1. juli inviterede til fernisering på en ny udstilling om helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj. Men dagen markerede også, at museets fremtid nu er sikret de kommende år.

For få måneder siden var det usikkert, om Gellerup Museum kunne fortsætte. Nu er driften sikret frem til udgangen af 2027 gennem et samarbejde mellem Landsbyggefonden, Brabrand Boligforening og Gellerup Museums Venner, og det blev fejret med åbent hus i den karakteristiske museumslejlighed på Gudrunsvej.

Mange lagde vejen forbi for at opleve den nye udstilling, hilse på de frivillige og nyde en forfriskning. Blandt gæsterne var både lokale beboere og besøgende udefra – en enkelt var endda kommet hele vejen fra Ebeltoft.
Ved ferniseringen bød boligforeningens direktør velkommen i det rum, som fremover skal være Brabrand Boligforenings udstillingslokale.

Gellerup Museum har i mange år været båret af engagerede frivillige, lokale kræfter, som har gjort et stort arbejde for at fortælle Gellerups historie. Som en del af det nye samarbejde får Brabrand Boligforening mulighed for at bruge dette rum til skiftende udstillinger – blandt andet om arbejdet med realiseringen af helhedsplanen. Tak til de ildsjæle, som gør museet til et spændende sted at komme, sagde Kristian Würtz blandt andet. Herefter fortalte projektleder Marianne Stenberg fra Brabrand Boligforening om udviklingen i Gellerup og de store perspektiver i helheds-planen. De fremmødte fik et indblik i de forandringer, området gennemgår, herunder både nedrivninger og renoveringer af de eksisterende boligblokke.

Et museum midt i forandringen

Gellerup Museum er langt fra et traditionelt museum. Siden åbningen i 2010 har museet haft til huse i en lejlighed på sjette sal i Gellerupparken. Her kan besøgende opleve en autentisk 1970’er-lejlighed og samtidig få indblik i fortællingen om et boligområde, der gennem mere end 50 år har udviklet sig markant. Museet drives af de frivillige i Gellerup Museums Venner, som gennem årene har været besøgt af tidligere beboere, nuværende beboere, skoleklasser, studerende, forskere, arkitekter og gæster fra både Danmark og udlandet, som er nysgerrige på områdets historie, arkitektur og udvikling.

Den særlige placering på sjette sal giver samtidig en enestående udsigt. Mod øst kan man se ud over Aarhus, havnen – og på klare helt til Helgenæs og Samsø. Mod vest breder Gellerup sig, og her kan besøgende med egne øjne følge den udvikling, der fortsat forandrer bydelen.

Med den nye aftale bliver museet i endnu højere grad et sted, hvor historien møder nutiden. I det ene udstillingsrum fortæller Brabrand Boligforening om helhedsplanen og de forandringer, der præger området i dag, mens Gellerup Museums Venner fortsat står for skiftende udstillinger i resten af lejligheden.

Dermed fortsætter Gellerup Museum med at fortælle historien om et boligområde i konstant udvikling – ikke kun gennem genstande og billeder, men fra det sted, hvor historien både blev skabt og stadig skrives.

Du kan følge Gellerup Museum på Facebook, hvor du også kan se åbningstider og finde kontaktoplysninger.

Om Gellerup Museum
• Åbnede i 2010
• Beliggenhed: Gudrunsvej 16, 6. sal i Gellerupparken
• Drives af Gellerup Museums Venner i samarbejde med Brabrand Boligforening

• Oplev en autentisk 1970’er-lejlighed, skiftende udstillinger og en enestående udsigt over Aarhus og Gellerup
• Brabrand Boligforening har indrettet et udstillingsrum med fokus på helhedsplanen og udviklingen i Gellerup og Toveshøj.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-04 September

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2026-04 September side 17
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2026-04 September

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data