Gellerupbadet skal renoveres, men datoen er ukendt
Drømmen om et nyt stort familiebad er droppet, i stedet vil Aarhus Byråd bruge de opsparede penge på at modernisere den eksisterende svømmehal
Tekst og foto Helle Hansen

Gellerupbadet lukker ikke, men Aarhus Byråd har besluttet at skrinlægge de planer, der har været om at lave et såkaldt familiebad i Gellerup. I stedet vil byrådspolitikerne bruge de cirka 83 millioner kroner, der var afsat til nybyggeriet på snart at lave en nødvendig renovering af det mere end 50 år gamle bad. Det besluttede et flertal i byrådet i forbindelse med budgetforhandlingerne i september.
Endnu er der ikke fastsat en dato for, hvornår renoveringen går i gang, selv om det allerede for mere end 20 år siden var noget, man mente, var nødvendigt i forbindelse med en foreslået lukning af badet, som dog blev afværget i 2001. I 2006 var svømmehallens liv igen i fare. Der blev dog lavet en mindre renovering af noget af svømmehallen. Det betød, at springbassinet blev lukket og skilt fra med en opsat væg, som stadig ses i svømmehallen i dag. Efterfølgende tjente det fire meter dybe bassin i ti år som klatrehule for Aarhus Klatreklub. Og siden Sports- og KulturCampus blev indviet i 2021, har lokalet med den gamle klatrevæg været brugt til at huse lokale foreningsaktiviteter.
Kommunen vil søge fonde
Beslutningen om renoveringen af Gellerupbadet er en del af budgetaftalen for 2027, men arbejdet skal først konkretiseres. Teknik og Miljø skal undersøge, hvad der skal renoveres, og hvad projektet vil koste. Derefter skal kommunen lægge en plan for byggestart og varighed.
Kultur og Borgerservice og Teknik og Miljø skal også ud oaf søge fondsmidler. Lykkes det at få ekstern støtte, så kan det mindske kommunens udgift, og det kan også få betydning for projektets omfang og tidsplan.
Så indtil videre ligger der altså en politisk beslutning og en økonomisk ramme, men ingen offentlig start- eller færdiggørelsesdato for renoveringen. Imens fortsætter Gellerupbadet, der formelt stadig er afdeling 13 i Brabrand Boligforening, med at holde åbent.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-06 November

