Enhed i det sårbare fællesskab Nungunus uge på Grim Højskole

Solen bager ned over den tomme festivalplads. Det er ugen op til Grimfest. Om en uge summer her af liv, øl og musik, men lige nu er her stille, bortset fra lyden af hamre, snak og latter fra de frivillige, der bygger scener op af de rester, der stod tilbage fra sidste år. Midt i det hele sidder Nungunu Fræer Kleist, 26, på sin første uge nogensinde på Grim Højskole

Af Elsebeth Frederiksen, fotos Mike Fuglsang

Til daglig bor hun i Skovgårdsparken, men i denne uge er rammerne skiftet ud med festivalstøv og højskolefællesskab.

En højskole bygget af frivillige hænder

“Grim Højskole har eksisteret siden 2018,” fortæller forstander Julia Kopp. Ideen var oprindeligt, at foreningens medlemmer selv skulle bygge festivalens forskellige stationer op rundt om på pladsen, så det hele efterhånden bliver ”plug and play”, altså fuldstændig klar til brug ligesom et apparat, man blot sætter i stikkontakten.
I år har skolen fire linjer: kunstlinjen, musiklinjen, filmlinjen og kønnets rejse, som er lidt mere politisk end de andre. Hver linje har sit eget program i løbet af dagen og bidrager om aftenen til det fælles program.
Kunstlinjen maler et kæmpe fællesmaleri, som skal hænge på en gavl under festivalen, og som gæster bagefter kan købe udsnit af. Musiklinjen åbner festivalen med egenproduceret musik. Filmlinjen laver dokumentar og indhold til sociale medier. Og på rejselinjen, kaldet ”kønnets rejse”, arbejder deltagerne med blandt andet debatpaneler, oplæg og kreativ udsmykning af blandt andet det nu så berømte Tis Mahal, pissoiret til kvinder.
Årets tema er ”enhed som menneske”. Som Julia formulerer det: “Hvordan er jeg en enhed for mig selv? Hvordan finder jeg min egen kreativitet og skaberkraft? Og hvordan bliver vi en enhed som gruppe?”

Fra bekymring til fortrolighed

For Nungunu var beslutningen om at tage af sted ikke let. Nungunu lever med en paranoid skizotypisk diagnose, og tanken om at skulle møde ukendte mennesker vækkede stor angst på forhånd.

Hjemme i lejligheden i Skovgårdsparken bygger der sig inden ankomsten en hel historie op i hovedet: at det hele vil gå galt, og at folk vil tage afstand, selv før nogen har sagt et ord.

Det, der i sidste ende får Nungunu af sted, er historien om Veronika fra vennekredsen, som tog på højskolen året før og kom hjem fyldt af begejstring. ”Du skal bare med,” sagde hun. Veronikas familie har desuden i årevis været involveret i festivalen, både som frivillige og betalende deltagere, og til sidst bliver fristelsen for stor for Nungunu.

Ugen begynder mandag med fælles bål, hvor tillidspersonen Trine Liv holder oplæg om skyld og skam, temaer, der hænger tæt sammen med årets overordnede emne om enhed. Allerede den første aften åbner flere sig op og deler svære følelser, uden at det føles tungt.

For Nungunu bliver det en øjenåbner: Ting, der virkede umulige at sige højt for en måned siden, kan pludselig deles med en gruppe fremmede.

Plads til at trække sig og plads til at være til stede

Det, der overrasker Nungunu mest, er rummeligheden. Der er intet krav om at deltage i alt. Man kan blive væk fra aftenens folkedans uden forklaring, gå en tur midt i en snak eller bare sætte sig alene i restauranten.
En stor del af trygheden ligger også i beliggenheden. Da Grim Højskole ligger tæt på Skovgårdsparken, har Nungunu hele tiden muligheden for at tage hjem og sove i sin egen seng, hvis sanseindtrykkene og angsten bliver for overvældende. Den bagdør giver en ro, som gør det nemmere at kaste sig ud i ugen, selvom hun i sidste ende kun benytter sig af muligheden en enkelt gang.
Samtidig er der altid nogen at tale med: tryghedsperson Trine Liv, forstander Julia eller en af de fire driftsledere, som trods deres rolle føles som en del af fællesskabet snarere end autoriteter.

En dag bliver det hele alligevel for meget. Sammen med en veninde fra kunstlinjen går Nungunu ned til den lokale Brugs efter en energidrik og lidt frisk luft. Ingen stiller spørgsmål ved fraværet. Den slags pauser er en naturlig del af hverdagen på skolen – selvom ugen samtidig opleves som intens, netop fordi rummeligheden inviterer til, at man tør åbne sig.

Kønnets rejse og kunsten at debattere

På linjen ”kønnets rejse” mødes en lille gruppe på omkring ni deltagere om sårbare emner i et fortroligt rum. Gruppen har lavet deres eget kodeks: Ingen spørgsmål er for dumme, og alle respekterer hinanden, uanset hvor svært emnet er.
En del af arbejdet handler om debattræning. Deltagerne trækker et emne, forbereder sig i grupper af tre og skal derefter argumentere skarpt for eller imod, uanset egen holdning.

Nungunus eget emne er: Skal Grønland sælges til USA? Ikke fordi Nungunu tror på sagen, hun er selv halvt grønlænder, men fordi øvelsen i at overbevise andre om noget, man ikke selv mener, er en del af pointen.

En uge, der sætter sig i kroppen

Ugen fløj afsted, og de mange indtryk landede først rigtigt, da Nungunu kom tilbage til roen i Skovgårdsparken. Men én ting står helt klart: ”Det har rykket ved min opfattelse af, hvad jeg kan klare. Jeg tog afsted med en kæmpe angst
for at blive afvist, men jeg kom hjem med en følelse af at høre til,” fortæller Nungunu efterfølgende.

”Midt i det hele var det svært at mærke efter, fordi alt var så intenst. Men nu kan jeg mærke, hvor meget det har givet mig. Jeg har lært, at jeg ikke behøver at gemme min diagnose væk for at passe ind. Det at turde åbne sig for fremmede og opleve, at de lytter uden at dømme, har givet mig et kæmpe skub.”

En uge, der begyndte med angst for afvisning, er dermed blevet til en fortælling om et fællesskab, hvor man både kan træde ind og træde tilbage og stadig høre til.