Sommerfest samlede Skovgårdsparkens beboere
Street-aktiviteter, tæt dance battle og et stærkt forældreengagement skabte højt humør og fællesskab til den årlige sommerfest i boligområdet.
Af Peter From, Gellerup.nu

De unge deltagere i dance battle ved Skovgårdsparkens sommerfest var alle meget dygtige – og finalen samlede masser af mennesker på pladsen midt i boligområdet.
Søndag eftermiddag var Skovgårdsparken på den anden ende, da organisationen GAME sammen med Det Boligsociale Hus inviterede til sommerfest. Børn og unge deltog med stor energi i de mange street-aktiviteter, mens forældrene hyggede sig med mad, kaffe og samtaler.
Højdepunktet var en intens dance battle, hvor to finalister imponerede dommerne og tilskuerne med hiphop-bevægelser. Afdelingsforperson Sahra Ahmed Mohamed fremhævede, at sommerfesten midt i området tiltrækker mange beboere, som ellers ikke deltager i aktiviteter andre steder. Hun tror, det har noget at gøre med, at folk ved, hvad det er for et arrangement, og hvem der står bag det. Der er aktiviteter for både de store og de mindre børn, så forældrene kan slappe af og bare lade børnene løbe rundt, som de vil.
“Det foregår lige her midt i området, hvor alle lægger mærke til det. Folk kigger ud ad vinduet og tænker, at det ser hyggeligt ud – lad os gå ned. Der er noget for alle aldre,” sagde hun.
De unge frivillige fra GAME skabte en fantastisk stemning og fungerede som vigtige rollemodeller for børnene.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-04 September

