afd. 24: Husleje­stigning på vej i afdeling 24

Vedligeholdelsen bliver bedre i fremtiden

En stigning i huslejen, løsninger på varmeudfordringer og afklaring af regler for fællesarealer var i fokus, da 15 husstande i Skovhøj mødtes.
Formand Vibeke Dam Hansen bød velkommen og tog beboerne med igennem beretningen for det forgangne år. Her kunne hun glæde sig over flere store og tiltrængte projekter, som nu er ført ud i livet. Blandt de mest synlige resultater er udskiftningen af hegnene omkring terrasserne samt opførelsen af nye, vedligeholdelsesfrie facader, som har løst en langvarig udfordring med afskallet maling på hegnene. Samtidig er der arbejdet på at tætne badeværelsesvinduerne, hvilket forventes helt færdigt inden længe.

Men ikke alt har fungeret lige godt. Udearealerne har den seneste tid båret præg af ukrudt og manglende vedligeholdelse. Forklaringen skal findes hos servicecenteret, som i en længere periode har været underbemandet. Beboerne fik dog at vide, at et nyt serviceteam er kommet til, og der er god grund til at tro på pænere grønne områder inden længe. Også affaldssortering kom på dags-ordenen, da storskraldspladsen desværre bliver misbrugt, og der bliver smidt meget andet end storskrald på pladsen. Her er der sat en dialog i gang om, hvordan beboerne i fællesskab kan blive bedre til at sortere. Der var dog også plads til det sociale element i beretningen. Forårets kaffe- og kagearrangement i fælleshuset var en succes, og der er udsigt til flere i fremtiden.

Behov for beskæring og klare rygeregler

I den efterfølgende debat udtrykte flere beboere bekymring over tæt bevoksning langs gangstierne fra parkeringspladserne og mellem blokkene. Den vilde vækst gør det svært at komme igennem og risikerer at tiltrække rotter. Driften lovede at besigtige stederne og finde en god, drifts-
mæssig løsning.
Der blev desuden spurgt ind til rygning i boligerne og på altanerne. Svaret var klart: Det er tilladt, da afdelingen i dag ikke er røgfri. Ønsker beboerne et forbud, skal der fremsættes et konkret forslag herom på et kommende afdelingsmøde. Beretningen blev herefter godkendt.

Budgettet godkendt

Administrationschef Susanne Witting overtog ordet for at gennemgå afdelingens økonomi. Budgettet for 2027 byder på en huslejestigning på 5,2 procent, hvilket blandt andet skyldes stigende nettokapitaludgifter, lavere renteindtægter og et lavere disponibelt overskud. Beboerne tilsluttede sig udlægningen, og budgettet blev enstemmigt godkendt.
Det seneste regnskab for 2025 udviste et overskud på 18.000 kr., som lægges oven i det samlede opsamlede resultat. Det udgør nu ca. 316.000 kr. og vil blive tilbageført til beboerne over de næste tre år. Samtidig har afdelingen pr. 31. december 2025 en sund økonomi i form af henlæggelser på ca. 16,6 mio. kr.

Fra klimaanlæg til naboudlejning

Der var fem forslag på dagsordenen. Beboerne vedtog blandt andet en tilføjelse til vedligeholdelsesreglementet, så det fremover ikke længere er tilladt at bore eller slå søm i hegn og rækværk.
Et forslag om at åbne for klimaanlæg skabte også debat, men blev trukket tilbage af forslagsstilleren. I stedet blev beboerne enige om et ændringsforslag, hvor administrationen nu skal undersøge alternative løsninger til at nedbringe varmen i boligerne, herunder udvendig solafskærmning og bedre ventilation.
Også arealerne mellem hegn og gangsti fik en afklaring. De bliver fremover belagt med fast belægning for at sikre et ensartet udtryk og nem vedligeholdelse. Beboerne kan stadig råde over stykket hen til deres indgangsdør, men skal selv stå for pasningen, og der ydes ingen kompensation for fliser, man selv har lagt. Forslaget om nye gardiner bortfaldt, da en udskiftning allerede er planlagt af driften. Til gengæld blev der åbnet op for, at beboere fra afdeling 28 (Brabrand Boligforening) og afdeling 27 (Århus Omegn) nu kan leje fælleshuset og gæsteværelserne til eksterne takster.

Bestyrelsen fortsætter

Der var ikke den store iver for at stille op til bestyrelsesarbejdet, og efter en skriftlig afstemning blev de opstillede kandidater samt suppleanten genvalgt. Den siddende bestyrelse fortsætter dermed arbejdet.

Robotter rykker ind

Aftenen sluttede af med en orientering om fremtidens græsslåning: I løbet af efteråret afprøves robotplæneklippere på græsarealerne på et areal i afdelingen. Målet er at undersøge, om robotter kan gøre hverdagen nemmere for driften, helst uden at det påvirker huslejen.

HUSLEJESTIGNING 5,2 procent
Afdeling 24, Skovhøj
Ny gennemsnitlig leje pr. m²:
1.105 kroner pr. år.
80 lejemål
To-, tre- og fireværelses lejligheder fra
62 til 105 m2.
Adresse: Skovhøj 104-226, 8361 Hasselager

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-05 Oktober

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2026-05 Oktober side 24
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2026-05 Oktober

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data