Krads kritik af Brabrand Bolig­forening i Gellerup­parken

Boligforeningen beskyldes blandt andet for at gøre brug af gangstermetoder

Den igangværende renovering, herunder uenigheder mellem afdelingsbestyrelsen og beboerne på den ene side og foreningsbestyrelsen og administrationen på den anden, spillede hovedrollen på Gellerupparkens beboermøde. Formand Helle Hansen fremlagde afdelingsbestyrelsens beretning.
Blok B6, Gudrunsvej 58-66, som er blevet renoveret over det sidste halvandet år, er så småt ved at være færdig. Beboerne i opgang 66 havde netop samme dag, som beboermødet blev holdt, fået nøgler udleveret til deres nyrenoverede lejligheder, men for beboerne i de små midtforlejligheder ventede der en træls overraskelse.
På trods af, at afdelingsbestyrelsen har været meget inde over renoveringen, var en ændring af køkkenerne i de små lejligheder gået igennem uden, at bestyrelsen var blevet hørt. Således er køleskabene, der før var et almindeligt småt køleskab med fryseskuffer, erstattet af minikøleskabe, der kan stå under køkkenbordet, og som kun har en lille frysehylde til isterninger. Det lille køleskab ærgrer afdelingsbestyrelsen, som håber, at boligforeningen vil være med til at finde en løsning.

”Gangstermetoder”

Renoveringen af blok B6 er snart i mål, og nu er de sidste beboere i blok B5, Gudrunsvej 48-56, netop ved at blive midlertidigt genhuset, selv om renoveringen allerede har været i gang i noget tid til stor gene for beboerne. Syv beboere i opgang 50 og 54 har valgt at gøre indsigelse imod renoveringen, da deres lejligheder står til at blive bygget om, så de ikke kan flytte tilbage efter renoveringen. Helle Hansen fortalte om en beboer i opgang 50, der blev tvangsflyttet, da Bentesvej blev revet ned, og nu står til at blive det igen, fordi hendes lejlighed på Gudrunsvej skal ombygges. Beboerne vil gerne blive i Gellerup, men har ikke fået tilbudt nogen genhusningslejligheder, hun reelt kan bo i.

Nu har boligforeningen valgt at slukke elevatoren i hendes opgang og bygge en ”trappebro” fra midt på blokken, hen over p-pladsen og ned på jorden. Denne bro er det meningen, at beboeren skal benytte i stedet for opgangen, og hun er blevet truet med selv at skulle at hæfte over en million kroner for den.
I mellemtiden har der været flere ledige lejligheder i Gellerupparken, som afdelingsbestyrelsen har peget på, at hun ville kunne flytte over i, hvilket hun gerne vil, men som administrationen ikke har villet tilbyde hende.

En anden beboer fra opgang 56, som skulle midlertidigt genhuses, har netop først samme dag fået nøglerne til den lejlighed, hans familie nu kan bo i. Det skete dog efter et højst besynderligt forløb, hvor boligforeningen krævede, at han skulle pille et tapet ned i den gamle lejlighed, som boligforeningen selv skulle have givet ham tilladelse til at sætte op for mange år siden. En tilladelse, som boligforeningen dog ikke kunne finde dokumentation for.

Beboeren modtog en mail med besked om, at hvis han ville have den nye lejlighed, skulle han selv pille tapetet ned inden for en uge. En umulig opgave oven i arbejde og flytning, mente han. Ellers skulle beboeren overføre 15.500 kroner til boligforeningen inden klokken 10 næste dag. En besked, der ikke kan forklares ud fra sund fornuft, og som på mødet blev omtalt som ”gangstermetoder” af beboeren. De to omtalte beboere stod frem på mødet og modtag flere klapsalver fra salen. De øvrige beboere bakkede op om dem med en række kritiske spørgsmål til foreningsbestyrelsen og administrationen.

Igen og igen lød det fra boligforeningens direktør Kristian Würtz, og foreningsbestyrelsens formand, Keld Albrechtsen, at de ikke kunne kommentere på enkeltsager.
Det afholdt dog ikke folk fra at spørge, eftersom de endelig havde chancen for at tale med – eller måske nærmere til boligforeningen.

Manglende samarbejde

Der er ikke nok ledige lejligheder i Gellerupparken til de beboere, der gerne vil genhuses inden for afdelingen. Tidligere på året forsøgte afdelingsbestyrelsen derfor at komme med en løsning på genhusningsproblemerne. Man ved, at der findes beboere i blokkene B1, B2 og B3 længere oppe ad Gudrunsvej, som gerne vil flytte, men som venter på at blive genhuset, når renoveringen når op til deres blokke.
Ved at genhuse disse beboere før tid, kunne man få gang i flytningerne og gøre plads til andre familier, der lige nu ikke kan blive genhuset i Gellerup. Sådan kunne man imødegå de indsigelser, der kunne komme i fremtiden.

Afdelingsbestyrelsen lagde en føler ud til beboerne i de tre blokke og kom i kontakt med adskillige beboere, der gerne ville tage imod tilbuddet. Det på trods af, at Helle Hansens telefonnummer fremgik forkert af det informationsbrev, der blev omdelt.
Ideen blev godkendt af afdelingens beboermøde, men hverken administrationen eller repræsentantskabet har villet arbejde videre med ideen.
Derudover dumper boligforeningen på kommunikation. Flere af beboerne i B5 vidste slet ikke, at deres lejemål var blevet opsagt af boligforeningen i forbindelse med ombygningen, sagde Helle Hansen.
Administrationen beklagede sig over, at afdelingsbestyrelsen har været rundt og informere folk om, hvordan man gør indsigelse, og bad om, at man i stedet opfordrer folk til at samarbejde med boligforeningen.
Til det svarede Helle Hansen, at boligforeningen havde haft adskillige uger til at holde informationsmøder for beboerne, hvilket ikke var sket. Hvis boligforeningen ønskede kommunikation, kunne de bare sætte det i gang.
Beboeren med ”gangster-sagen” tilføjede, at han har gjort alt, hvad han kunne for at samarbejde med boligforeningen, men at det ikke havde ført til noget som helst.

Nedrivning og retssag

Retssagen, som har kørt i flere år, om hvorvidt parallelsamfundsloven er konventionsstridig, bliver muligvis afgjort ved højesteretssag, der starter fredag den 6. november. Flere beboere vil tage til København og demonstrere foran Højesteret. Imens retssagen ser ud til at være i sin afsluttende fase, er den sidste familie i blok A8 på Lottesvej flyttet ud. Boligforeningen er straks gået i gang med at sanere blokken og regner med, at den er væk inden året er omme. Afdelingsbestyrelsen kan ikke forstå, at man ikke venter med at begynde arbejdet til retten har talt. Lovgrundlaget for nedrivningen kan vise sig at forsvinde, og måske kan bygningen reddes.
Hertil lyder det fra boligforeningens direktør, Kristian Würtz, at boligforeningen følger den gældende lovgivning, så længe den står ved magt.

Forbereder sig på alt

Foreningsbestyrelsens orientering var anderledes end den, der er blevet givet på beboermøderne i de andre afdelinger. Keld Albrechtsen fremlagde bestyrelsens syn på den verserende retssag, og gjorde det klart, at mens afdelingsbestyrelsen er overbevist om, at sagen falder ud til beboernes fordel, er man i foreningsbestyrelsen i gang med at forberede sig på alle tænkelige scenarier, og hvordan man skal komme videre fra dem. Det første er, at staten taber sagen. Hvis det sker, kommer alt til at gå i stå lige fra nedrivninger til renoveringer. Så er man nødt til at finde ud af en redningsplan, formentlig med hjælp fra Folketinget, da boligforeningen ikke kan overleve økonomisk i den situation ret længe.
En anden mulighed er en uklar dom, hvilket foreningsbestyrelsen frygter mest. Det vil gøre situationen meget kompliceret.
Muligheden, hvor beboerne taber sagen, vil betyde, at projekterne kan køre videre, men de udgifter, som forsinkelserne på grund af rets-sagerne har kostet, vil skulle dækkes.
Frem mod dommen appellerede formanden til et stærkt samarbejde mellem foreningsbestyrelsen, afdeling 4 og afdeling 5, som sammen er ramt af parallelsamfundsloven, så man kan gå fremtiden bedst muligt i møde.

Huslejestigning 3,6 procent

Gellerupparkens budget for næste år blev præsenteret med en huslejestigning på 3,6 procent.
Ejendomsskatten stiger, men Gellerupparken er en meget speciel størrelse, når det kommer til ejendomsskat. Derfor har administrationen koblet et konsulentfirma på sagen, som skal forsøge at forhandle skatten ned. Derudover ligger der stigninger på renholdelse og henlæggelser. Der er en besparelse på fælles el, og en højere ren-teindtægt, men det efterlader et hul på 2,6 millioner kr., som skal dækkes af huslejestigningen. Efter gennemgangen af budgettet blev det oplyst, at der oprindeligt havde været lagt op til en større stigning på hele 4,5 procent. Afdelingsbestyrelsen har sammen med administrationen fået bragt den ned på 3,6 procent. Dette hjalp med at få budgettet godkendt uden de store protester.

Forslag hurtigt behandlet

Da beboerne var nået til at skulle behandle forslagene, var klokken allerede mange. Behandlingen gik derfor relativt hurtigt.
Et forslag om faste containere til storskrald faldt, da forslagsstilleren ikke var til stede, og afdelingsbestyrelsen i forvejen arbejder med emnet.
Afdelingsbestyrelsens forslag om at gøre tidspunkterne for heldagsleje af samlingshuset mere fleksible blev vedtaget.
En beboers ønske om, at administrationen skal give besked, når tidsplanen for genhusning rykker sig, blev vedtaget. Det blev vedtaget, vidende om, at forslaget kun kan fungere som en hensigtserklæring.
Afdelingsbestyrelsens forslag om at give 5000 kroner i støtte til udgivelsen af bogen “Ghettoloven – Fortællinger og konsekvenser” blev vedtaget på trods af administrationens bemærkning om, at det ikke er sikkert, at afdelingsbestyrelsen har ret til at støtte udgivelsen af en bog. Administrationen havde indhentet en kommentar fra BL (Danmarks Almene Boliger), som dog ikke gjorde sagen mere klar. Med forslaget vedtaget vil pengene blive forsøgt doneret med den begrundelse, at bogen har en direkte forbindelse til afdelingen, idet flere af bogens kapitler handler om Gellerupparken.

Valg i utide

Normalt afholdes valg til afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken i foråret, men eftersom genhusningen har flyttet et bestyrelsesmedlem og førstesuppleanten ud af afdelingen, ønskede bestyrelsen at afholde valg til de ledige poster.
Ved fredsvalg blev Soren Saket valgt til afdelingsbestyrelsen for et halvt år, mens Mohamed Chahrour meldte sig som suppleant.

HUSLEJESTIGNING 3,6 procent
Afdeling 4, Gellerupparken
Ca. 1000 lejemål, et til fem værelser
Ny gennemsnitlig husleje pr. m² pr. år:
825 kroner
Adresse: Gudrunsvej, Jettesvej, Inger Christensens Gade, Lottesvej
– Brabrand.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-06 November

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2026-06 November side 16-17
i sektionen Afdelingerne

forsiden af magasinet 2026-06 November

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data