Afd. 4: Ny husvært i Samlingshuset er klar til at byde velkommen
Randa Radwan skal være med til at invitere beboere til at bruge deres eget beboerhus
Tekst og foto Helle Hansen

Hvis du skal leje en sal i Samlingshuset til at holde en fest, eller hvis din forening skal bruge et lokale til at holde aktiviteter eller måske et møde, så er det fremover Randa Radwan, som du skal have fat i, hvis du vil vide hvordan.
Umiddelbart efter sommerferien havde Randa første arbejdsdag som vært i Samlingshuset, hvor hun fremover skal hjælpe afdelingsbestyrelsens Samlingshusudvalg med at gøre beboerhuset til et sted, hvor beboerne kommer og mødes.
Bookning af sale og lokaler
Randa vil have overblik over, hvornår det er muligt at booke den store eller den lille sal. Hun kan også fortælle om mulighederne for at få hjælp med at stille borde og stole på plads og oplyse om, hvordan du skal aflevere salen, når du er færdig med dit arrangement.
Beboere med ideer til beboeraktiviteter og foreninger, der har brug for lokaler til forenings-aktiviteter, kan også få hjælp hos Randa, der både har kontakt til boligforeningens udlejning, hvor selve lokalebookningen finder sted, og til afdelingsbestyrelsen, som er med til at godkende de beboeraktiviteter, der kan foregå i mange lokaler på 2. sal. Lokalerne på 2. sal kan lånes gratis af beboere, som ønsker at lave åbne aktiviteter, som alle beboere inviteres til at deltage i. Foreninger, der har brug for lokaler til foreningsaktiviteter, skal betale leje for at låne lokalerne, men hvis de fleste af medlemmerne bor i Gellerupparken, så er lejen meget lav.
Fortid i Foreningernes Hus
Randa Radwan bor på Toveshøj, og det har hun gjort i mange år. Hun er aktiv bydelsmor og sidder i fællesrådets bestyrelse, og så er hun mor til fem unge mennesker, som også er meget aktive i bydelen. Randa har erfaring med arbejdet med beboere og foreninger i Gellerup, for hun arbejdede for ti år siden i Foreningernes Hus, der lå på den Hvide Gård.
Randa afløser afdelingsbestyrelsesmedlem Ingrid Kristiansen, der i foråret var projektansat som husvært for at være med til at beskrive stillingen, som er blevet berammet til at være otte timer om ugen. Det er beboermødet i Gellerupparken, der sidste efterår bakkede op om, at beboernes hus skal have sin egen vært.
Kom og skab liv i Mellemrummet
Som vært skal Randa også være med til at holde aftenåbent i Mellemrummet, der er den store åbne indgangsfoyer foran Gellerup Bibliotek. Det sker i samarbejde med Det Boligsociale Hus og Gellerup Bibliotek. I foråret startede et forsøg med at holde Mellemrummet åbent om aftenen fra klokken 18 til 20, tirsdag og torsdag, og det er blevet besluttet, at åbningstiden de to aftener om ugen fortsætter fra medio september.
Det åbne Mellemrum skal ikke bare stå åbent de to aftener. Det er hensigten, at der hver gang skal være en form for aktivitet, og her opfordres lokalområdet til at være med til at byde ind. Man kan både booke sig ind for at komme og holde et møde, eller måske et foredrag. Det kan også være, nogen har lyst til at lave en aktivitet og invitere andre med. Mellemrummet kan opdeles på forskellige leder og kanter, så der kan godt foregå forskellige ting på samme tid – ellers kan Gellerupparken hjælpe med ekstra lokaler på 2. sal.
Har du en aktivitet, du gerne vil gennemføre i Mellemrummet, så tag kontakt til Randa, eller henvend dig på Gellerup Bibliotek.
Randa Radwan kan træffe på mail: rara[AT]bbbo[DOT]dk
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-04 September

