Gellerup har fået sin røde gavl
Efter syv år kunne de glade gavlmalere endelig male med rød maling

Efter at have pyntet Gellerupparken med store og små gavlmalerier de seneste syv år kunne de glade gavlmalere i sommerferien endelig komme til at male den røde gavl på blok B7 på Gudrunsvej og dermed afslutte det store gavlmalerprojekt, som 82-årige Thomas Kruse begyndte tilbage i 1985, hvor han malede en gul og en blå gavl på to blokke på Gudrunsvej.
Med 100.000 kroner i støtte fra Niels og Kirsten Reisbys Fond blev det muligt at leje en stor lift og købe maling og sørge for, at det røde motiv, der viser livet bag murene i Gellerup, endelig kunne males. Tilbage i 1985 var det vinterens komme, der gjorde, at de dengang kun nåede at male den blå Fredsgavl og den gule gavl med Livets Træ, som i dag stadig kan ses på blok B6’s nordgavl. I løbet af tre uger i sommerferien kørte Thomas Kruse og de 15 frivillige gavlmalere op og ned ad gavlen på en platform, mens der blev blandet farver, sat streger og malet flader. Langt det meste af tiden var vejret lunt og sommerligt, men et par dage stod vejrudsigten også på hård kuling. Det holder dog ikke en glad gavlmaler fra at tage penslen i hånden.

Mandag den 14. september
er der fernisering på
Den Røde Gavl
Arrangementet starter
klokken 16 på Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6. th
Derfra inviteres der på en rundvisning rundt til alle gavlmalernes mange projekter med afslutning ved den røde gavl ved Gudrunsvej 68.

Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-04 September

