Nøddebo Præstegård for fulde huse

65-års-jubilæum fejres med juleklassiker


I over hundrede år har danskere moret sig i juletiden over klassikeren Nøddebo Præstegård. For det er et rigtigt juleeventyr med alle de danske traditioner. Her er alt lige fra jødekager, klejner og gåsesteg til sne-idyl, bjældeklang, juletræ og nisser. Der er selvfølgelig også fyldt på med kærlighed, forlovelse, intriger og spilopper. Og så har den folkekære forestilling bidraget med klassiske julesange som f.eks. ”Børn og voksne i kærlig krans” og ”Vejen går til Nøddebo”. Forestillingen er hele to gange blevet filmatiseret.

udveksling-ved-bordet.jpg

Nomade-teater

Aabyhøj Amatør Teater kunne den 17. november fejre sin 65-års fødselsdag med premiere på jubilæumsforestillingen ”Nøddebo Præstegård”. Den store jubilæumsdag blev indledt med taler, champagne og hyldest til den gamle forening, som er en af landets ældste amatørteatre.
Teateret har gennem årene flere gange måttet skifte adresse og var til tider nærmest hjemløs med øvelokaler i medlemmers stuer og forestillinger som et turne-teater. Blandt de mere faste steder er Åbyhøj Forsamlingshus (nu Åbyhøj Kro), Gl. Aaby Skole, Thorsvej, Ingerslev Boulevard og endelig Møllevangs Allé siden 1998.

Rådmand til bal for 50 øre

Efter velkomst og munter gennemgang af teaterets historie, talte kulturrådmand Flemming Knudsen om sine gode oplevelser med teateret. Han kunne bl.a. huske dengang entre til en forestilling kostede 50 øre, og adgang til det efterfølgende bal også kostede 50 øre.
”Det var en dyr aften,” bemærkede han til stor morskab.
”Jeg glæder mig til mange flere forestillinger og gode oplevelser i Aabyhøj Amatør Teater,” afsluttede han.

Teater ældre end landsforening

Efterfølgende talte Lisbeth Lautrup Knudsen – ikke i rollen som rådmandens kone eller som leder af Gellerupscenen, men derimod som formand for den danske amatørteatersammenslutning, DATS – Landsforeningen for Dramatisk Virksomhed. Hun fremhævede bl.a. hvordan traditioner i Aabyhøj Amatør Teater har været forbilledlig for andre teatre.
I øvrigt er DATS fem år yngre end teateret fra Åbyhøj, og er ligesom Brabrand Boligforening godt i gang med at forberede sit 60-års jubilæum i 2008.

Teater imod tyskerne

Sidst på talerstolen var forestillingens gæsteinstruktør Henning Lindberg. Han er formand for Amatørteatret/Stavtrupscenen, der tidligere har holdt til på forskellige adresser, bl.a. Skovgården i Tranbjerg og på Grimhøjvej i Brabrand.
Henning Lindberg nævnte bl.a. at opstarten af teateret var et skalkeskjul for modstandsfolk under Anden Verdenskrig, hvor der belejligt blev ”øvet” aften og nat. Men de kreative udfoldelser på de skrå brædder lokkede mange og gode kræfter til. Det er i årenes løb blevet til 242 forestillinger – eller i snit fire om året.

studenter.jpg

Eksemplarisk teater

I 1960’erne oplevede alle teatre i Danmark en nedgang, fordi der nu pludselig var et tv i mange stuer, men i årtiet efter oplevede teatrene – ikke mindst amatørteatrene et opsving. Bl.a. begyndte Aabyhøj Amatør Teater at spille børneforestillinger, som efterfølgende dannede udgangspunkt for mange andre teatre. Det var også i 70’erne at teatret begyndte at spille forestillinger i Den Gamle By, hvor stykkerne blev tilpasset de huse, de blev spillet i.
”Når Benno Blæsild påstår, at det er ham der har opfundet ’levende museum’ har han ikke ret. Det var faktisk Aabyhøj Amatør Teater,” sagde Henning Lindberg som en del af sin hyldest til teatret.
Benno Blæsild har tidligere været museumsinspektør i Den Gamle By.

Historien summer

Blandt de næsten 90 tilskuere ved de ni spiseborde i salen var især mange trofaste medlemmer, som tidligere har stået på scenen. De benyttede lejligheden til at mindes tidligere forestillinger og andre aktiviteter. Bl.a. dengang teateret i 1981 flyttede fra Thorsvej til Ingerslev Boulevard: Den nemmeste måde at få flyttet det store kostume-lager på, var at lade alle medlemmer tage en dragt på, og så vandre gennem byen til det nye sted.
Blandt det særligt indbudte publikum var Århus Borgmester, Nicolai Wammen, som efter forestillingen per­sonligt takkede mange af skuespillerne for en god indsats og en dejlig forestilling.

Nu går tæppet snart

Inden tæppet går for den flotte forestilling, må du også hellere få lidt baggrund for Nøddebo Præstegård. Historien er udgivet i 1862 af Carl Henrik Scarling under titlen ”Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegård”. Han skrev den idylliske julehistorie, mens han selv sad og svedte på Nilen i Ægypten og længtes efter en dansk jul med sne og idyl.
26 år senere omsatte præstesønnen Elith Reumert fra Det Kongelige Teater fortællingen til teater med sange og tilføjede nissen til historien. Han var også selv med i stykkets første opførelse i rollen som den balstyriske Nicolai.
Siden har stykket været en elsket del af julen – ikke på grund af spænding og drama, men især for dets rammende stemning af dansk jul.

regnskabets-time.jpg

Nicolai er yngste student

I 2007-udgaven hos Aabyhøj Amatør Teater kan vi opleve de tre brødre, som er studenter i København. De bor i sammen i en kvistlejlighed og inviteres til at holde jul hos pastor Blicher i Nøddebo Præstegård. Det er den første jul i præstegården for den yngste bror, Nicolai, som altid er fuld af spillopper og narrestreger. De to ældste brødre har hver et godt øje til præstens to døtre, men Nicolai har masser af drifter – også når det gælder de kønne piger.
Rasmus Hedegaard Madsen viser publikum en helt imponerende morsomt og skøn Nicolai. Han er den sjove lillebror, som altid havner i problemer og får mere og mere strithår, fordi han må klø sig i hovedet for at tænke over sin egen situation.

I Nøddebo

Andrea Margrethe er præstens yngste og smukkeste datter. Hun bliver spillet af Alicia Vivier Brockhoff, der trods indvandrerbaggrund leverer en overbevisende indsats. Og det med at være smuk gælder jo i de fleste lande, så her har hun ingen problemer.
I starten af stykket ses hele nissefamilien, hvor Lise Brorson er nissefar, der vil fortælle sin familie (og publikum) fortællingen om Nøddebo Præstegård. En meget lang og indviklet replik bliver sagt af et barn med en næsten professionel fremførelse.

Fulde huse

Jo, der er gode kræfter i Aabyhøj Amatør Teater. Også i Nøddebo Præstegård, hvor alle aktører leverer flotte præstationer. Skulle det blive bedre, må det være at få et orkester med på banen.
Der er forestillinger frem til den 9. december, men de fleste billetter er revet væk allerede i forsalget. Måske bliver der arrangeret ekstraforestillinger. Se nærmere på www.aabyhojamatorteater.dk eller ring til billetbestillingen på 86 15 34 50. En billet koster 85,- kr., børn 35,- kr. og med i prisen er kaffe med kringle og lagkage i pausen.
Du kan på Skræppebladets blog se et lille videoklip fra forestillingen.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2007-10 December

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2007-10 December
i sektionen Artikler

forsiden af magasinet 2007-10 December

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data