Afd. 24: Godt, men lille møde i Skovhøj
Afdeling 24 – Skovhøj
Parkering, altaner og huslejenedsættelse
Tekst og foto Louise Elm Niemann
Da boligforeningens afdeling 24, Skovhøj, afholdt beboermøde den 7. september, skete det under rolige forhold. Afdelingen i Hasselager består af ca. 80 husstande, men foruden afdelingens tre bestyrelsesmedlemmer var kun 10 beboere mødt op. Dette er dog normalt, kan bestyrelsesmedlem Annette Kjærsgaard fortælle mig, og blandt de fremmødte er der en god, varm stemning, selvom forsamlingen kun fylder en brøkdel af det ellers store forsamlingslokale.
Uventede udgifter væltede ikke budgettet
Mødet bliver skudt i gang med årsberetningen, hvor bestyrelsesmedlem Jan Kjærsgaard kan fortælle, at Skovhøj tidligere på året har haft problemer med gadebelysning, og at udbedringerne er endt med at blive en noget dyrere affære end forventet.
Derudover indeholder beretningen en opfordring til beboerne om at være mere varsomme med at ringe til totalservice, da det er dyrt, samt en påmindelse om, at et opkald til storskrald er gratis, mens oprydning efter uafhentet skrald både koster tid og penge. Samtidig kan afdelingen officielt byde deres ny serviceleder, Morten, velkommen. Han er tydeligvis allerede er blevet en populær mand blandt afdelingens beboere, der både roser ham før og under mødet for hans effektivitet.
Selvom gadebelysningen har kostet, kan boligforeningens repræsentant, Susanne Witting, senere på mødet fortælle, at Skovhøj kommer ud med et overskud på dette års regnskab, hvilket betyder, at afdelingen får en mindre huslejenedsættelse.
Diskussion om parkering
Selvom jeg under mødet får det indtryk, at Skovhøj er en rolig, velfungerende afdeling, betyder det dog ikke, at der ikke kan diskuteres til det lille beboermøde.
Afdelingen har på det seneste oplevet problemer med afdelingens parkeringspladser. Naboerne til afdelingen har i den seneste tid benyttet afdelingens parkeringspladser, men det er episoden, hvor udefrakommende brugte afdelingens parkeringspladser som langtidsparkering, mens de i bus kørte på ferie, der for alvor sætter diskussionen i gang.
Det diskuteres livligt, hvorvidt skiltning, ny afmærkning eller P-vagter er løsningen på parkeringsproblemerne.
Altanbeklædning
Senere dukker endnu en diskussion op, da bestyrelsen foreslår, at vedtægterne omkring altanbeklædning ændres, fra at beklædningen skal være i grå nuancer til at skulle være grå eller sorte. Der er flere husstande i afdelingen, der har altanbeklædninger i andre farver, og som er utilfredse med begrænsningerne.
Bestyrelsen påminder derfor beboerne om, at det er vigtigt at læse afdelingens vedtægter for ikke at ende i en situation, hvor man bliver bedt om at fjerne eller ændre ting ved sin bolig. Der diskuteres livligt, men det ender med, at der bliver stemt for forslaget, og beboerne påmindes, at de selv kan foreslå en udvidelse af farveudvalget til næste beboermøde.
Diskussionerne ødelægger dog ikke stemningen, og mødet afsluttes med fællesspisning, hvor menuen står på smørrebrød til de fremmødte beboere.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2016-07 Oktober