Farver på din lørdag!
Kreativ hygge ved Information Vest
tekst og fotos Aurelia Mathiesen
Ved Information Vest (tidligere E&P Huset) kan du til ”Farver på din Lørdag” opleve tre musikartister og kreativ hygge for familien hver anden lørdag i måneden til og med december i år.
Den første ”Farver på din lørdag” fandt sted den 14. maj kl. 12-18 på Tinesvej 31, ved de røde containere mellem Karen Blixens Boulevard og City Vest.
Der var musik for børn med Henning Amstrup, Re:Art workshop for børn og voksne, hvor der blev lavet instrumenter af genbrugsmaterialer fra REUSE, koncerter med Julian Maraboto & band og Fuat Talay og hans søn.
Henning Amstrup satte liv i børnene under sin koncert, som kunne høres i hele Gellerup.
Det Finurlige Flyselskab var med til at udleve børn og voksnes fantasier, da der skulle laves fisk ud af toiletruller og andre materialer indsamlet på REUSE.
Julian Maraboto & band bød ind med musik inspireret af brasiliansk, colombiansk, cubansk og salsa. Julian og hans band var umådeligt gode til at sætte gang i publikum med deres up-beat-sange på spansk.
Fuat Talay og hans søn Umut sluttede arrangementet af med skønne sange fra Syrien, Tyrkiet og andre mellemøstlige lande.
Deres sange gav en dejlige følelse af ”hjem” og trak mange lokale unge til koncerten.
”Farver på din lørdag” er sat på benene af Uncover Music, Kirsten og Gunnar Fonden og Music City i samarbejde med Information Vest – E&P Huset.
Tjek deres Facebookside ud for at se de kommende arrangementers musikprogram og kreative workshops.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-04 Juni