Afd. 3+4+5: Almene kunstklubber på vej i Gellerup
afdeling 3 – Skovgårdsparken
afdeling 4 – Gellerupparken
afdeling 5 – Toveshøj
Nyt projekt skal hjælpe beboere med at skabe aktivitet og fællesskaber omkring kunst
tekst Elsebeth Frederiksen, foto Helle Hansen
Gellerupområdet bliver en del af et nyt landsdækkende netværk, Almene Kunstklubber, som foreløbigt vil organisere seks kunstklubber i almene boligområder over hele Danmark.
Alle ved, at i Gellerup har aktører og foreninger gennem mange år arbejdet med kunst og kultur for at skabe fællesskaber på tværs, blandt andet gennem Cirkus Tværs, Sigrids Stue, Gellerup Art Factory og aktiviteter på Gellerupscenen.
Med det nye netværk, Gellerup Kunstklub, er det planen, at arbejdet med kunst og kultur skal styrkes yderligere, så også beboerne kommer med. Og netværket skal også være med til at forbinde Gellerup med andre almene boligområder på tværs af landet.
Håbet er at fremme initiativer udenfor den etablerede kunstscene og samtidig gøre samtidskunsten tilgængelig for flere mennesker. Derfor skal Gellerup Kunstklub være med til at præsentere og facilitere kunstmøder både på udstillingsskærme, performances, lydkunst, kunstture og andre aktiviteter.
Beboerne er med til at bestemme
Initiativet Almene Kunstklubber skal ikke kun præsentere kunst, der hvor mennesker bor og lever, planen er også, at beboerne skal være med til at bestemme.
Der skal laves et kunstråd bestående af grupper af beboere, som skal være med til at udvælge og kuratere, som det hedder, den kunst, der bliver præsenteret i lokalområdet.
Formand for Toveshøj, Anett S. Christiansen, glæder sig til at komme i gang med projektet:
”Det er interessant, at projektet går på tværs af de etablerede foreninger. Nu skal vi finde ud af, hvad beboerne har lyst til at prøve af og eksperimentere med. Det er vigtigt, at kunst ikke kun ses som tegning og maling, men kan også være teater, gavlmalerier og meget andet.”
Formand for Gellerupparken, Helle Hansen, ser også spændende muligheder i Gellerup Kunstklub.
”Det bliver muligt for flere at engagere sig. Og så er det rigtigt spændende, at man som interesseret i kunst og kultur også kan møde aktører udefra til gensidig inspiration. Det kan der komme spændende resultater ud af,” siger hun.
Møde i Mellemrummet til oktober
Alle nysgerrige beboere i Gellerupparken, Toveshøj og Skovgårdsparken inviteres onsdag den 2. oktober klokken 16.30-18.00 til opstartsmøde af Gellerup Kunstklub. Mødet foregår i Mellemrummet uden for Gellerup Bibliotek.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-04 September