Masud og Martin er nye bolig­sociale medarbejdere i Skovgårds­parken

Overvældende at mærke beboernes engagement

De nye boligsociale medarbejdere skal støtte beboere i at skabe en god udvikling i området

Uddannelse og lokale fællesskaber er de centrale elementer i den boligsociale helhedsplan, der 1. august er trådt i kraft i Skovgårdsparken.
Målet er at gøre boligområdet endnu mere attraktivt at bo i, samtidig med at børn og unge skal understøttes i at komme i gang med en ungdomsuddannelse.

Som led i det arbejde og for at styrke aktiviteterne i området er Masud Turkzeban og Martin Fredsted Kjær ansat som nye boligsociale medarbejdere i Skovgårdsparken. De er en del af Det Boligsociale Hus i Gellerup, men har kontor på Sigridsvej i Skovgårdsparken, hvor de er i fuld gang med at lære beboerne og området at kende.

”Vi er meget ydmyge i vores tilgang. Vores vigtigste opgave her i starten er at lytte til, hvordan folk oplever deres lokalområde, og hvad de oplever, kan gøre Skovgårdsparken til et endnu bedre sted at bo,” siger Masud Turkzeban.

Den første tid har været præget af mange møder og samtaler med både beboere og afdelingsbestyrelserne i Skovgårdsparken, der består af én afdeling i AAB og én i Brabrand Boligforening, og de har allerede fået en del ideer og forslag – blandt andet fra de to afdelingsbestyrelser.
De ser deres indsats som en forlængelse af alt det, der allerede eksisterer. Håbet er at kunne være med til at skabe øget netværk, nye forbindelser og et bedre overblik over de mange initiativer og muligheder i området.

Deres tilgang har været præget af åbenhed og nysgerrighed, og de har fået en varm velkomst. Det mærkede de eksempelvis i slutningen af august, hvor fællesarealerne midt i boligområdet, dannede ramme om en ”introfest” – arrangeret af de to nye medarbejdere, sammen med Klub 3 – UngiAarhus, hvor mange af Skovgårdsparkens beboere deltog og delte deres drømme og ønsker for lokalområdet.

”Vi er rigtig glade for den modtagelse, vi har fået. Det har været overvældende at mærke beboernes engagement og interesse for vores arbejde,” fortæller Masud Turkzeban.

Beboerne er glade for nye tiltag

Skovgårdsparken havde for nogle år siden en fast plads på den daværende såkaldte ghettoliste, men i 2020 lykkedes det at komme af listen – til stor glæde for alle i lokalområdet. Boligområdet kom dog tilbage på listen, da den blev offentliggjort 1. december sidste år – nu med nyt navn: Parallelsamfundslisten.

En nyhed, som faktisk kom bag på Sahra Ahmed Mohamed, der er formand for afdelingsbestyrelsen i afd. 3, Skovgårdsparken. Nu ser mange beboere frem til den nye boligsociale indsats, fortæller hun.

”Beboerne har helt fra starten af været positive omkring indsatsen og har taget rigtig godt imod de nye medarbejdere,” siger hun og understreger også, at intro­festen var en glædelig begivenhed.
”Det var et rigtigt godt arrangement med meget stor deltagelse. Mange af beboerne gav udtryk for, at de er glade for, at der endelig sker noget i afdelingen for og med beboerne,” siger hun.
Hun håber, at indsatsen kan skabe en større sammenhængskraft og tilføre noget energi og social aktivitet i området.

”Beboerne vil måske holde mere af deres område, hvis de kan mærke, at der bliver gjort en indsats for at hjælpe dem med enten uddannelse eller jobsøgning. Eller når der er arrangementer, og de møder deres naboer og får en følelse af, at de er en del af noget,” siger Sahra Ahmed Mohamed.

Erfaring med boligsocialt arbejde

Det nye boligsociale makkerpar er begge ansat med et klart fokusområde: Masud Turkzeban skal være med til at styrke de lokale aktiviteter og positive fællesskaber i Skovgårdsparken, mens Martin Fredsted Kjær har fokus på at understøtte børn og unges skolegang og lyst og mulighed for at komme i gang med en ungdomsuddannelse – for eksempel via en styrket lektiehjælp.

Eksempelvis kan de se, at der allerede findes gode og stærke tilbud om lektiehjælp, som de håber kan bredes ud til unge også i Skovgårdsparken.

”Min indsats vil blive båret af relationen til de unge. Motivationen skal komme fra dem selv: Hvordan ser de sig selv og deres egne drømme?” siger Martin Fredsted Kjær, som desuden skal støtte voksne i opkvalificeringsmuligheder og efteruddannelse samt støtte de voksne, der allerede er i uddannelse, men som måske er i fare for at falde fra.

Han kommer til Skovgårdsparken med flere års erfaringer fra boligsocialt arbejde i Herning. Her har han især arbejdet med netværksskabende aktiviteter for unge. Han er opvokset i Sønderjylland og har en kandidat i Kultur, Kommunikation og Globalisering.
Masud Turkzeban har iranske rødder, men er født i Skive og opvokset i Aarhus Syd. Han er uddannet socialrådgiver og har de seneste år været en del af den boligsociale indsats i Bispehaven og Herredsvang.
De nye boligsociale medarbejdere har blandt andet introduceret sig selv gennem flyers, møder og videoer i Facebook-gruppen ”Skovgårdsparken i Brabrand” med flere opslag.
De har kontor på Ingasvej 69 ved siden af frisøren og på Sigridsvej 11a over vaskeriet/selskabslokalet.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-05 Oktober

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2024-05 Oktober side 8
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2024-05 Oktober

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data