Nyt fra beboerrådgiverne
Sommerferietilbud til børnefamilier
af Jens Høgh, Abelone Asingh og Maryam Fereidanian
Vi kan med glæde meddele at beboerrådgivningen har fået økonomisk støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond (AFF) samt Tips- og Lottomidlerne til vores ferieprojekt.
Vi kan derfor igen i år tilbyde et antal børnefamilier muligheden for et betalt ferieophold i Danmark samt i et vist omfang hjælp til betaling af transportudgifter efter nærmere fastsatte retningslinjer.
Er I en børnefamilie – har I lyst til at holde en uges ferie sammen – og kniber det med at få råd, så er dette tilbud måske noget for jer? Tilbudet henvender sig til alle forældre – også til dem, som ikke bor med barnet til dagligt.
Hvem kan komme i betragtning?
Børnefamilier der bor i afdelingerne: Skovgårdsparken, Gellerupparken, Toveshøj, Holmstrup, Odinsgård og Thorsbjerg har mulighed for at ansøge.
At det kun er beboere fra disse afdelinger, der kan komme i betragtning, skyldes, at afdelingerne her har valgt at bruge huslejekroner på finansiering af beboerrådgivere.
For at komme i betragtning skal man opfylde Fondens økonomiske retningslinjer. Det handler primært om det rådighedsbeløb, som familien har tilbage, når de faste udgifter er betalt. Retningslinjerne er rummelige, og ferie-tilbudet vil derfor kunne nå en bred kreds af børnefamilier.
Hvis du/I har behov for økonomisk støtte for at kunne realisere ferieønskerne sammen med børnene, så kontakt os i rådgivningen for at ansøge/få foretaget en vurdering af mulighederne for at få bevilget et betalt ferieophold.
Hvordan søger man?
Interesserede beboere i afdeling 5, Toveshøj skal henvende sig hos beboerrådgiver Maryam Fereidanian i beboerhuset Laden. Maryam kan træffes tirsdag 10 – 12 samt torsdag 15 – 17. Der er lukket om fredagen.
Familier fra de andre nævnte afdelinger skal henvende sig hos beboerrådgiver Jens Høgh og Abelone Asingh i Beboerrådgivningen, Gudrunsvej 16, 1. th. i tidsrummene: tirsdag 10 -12 samt torsdag 15 -18.
For beboere på Holmstrup mark er der også mulighed for at søge i tirsdags- rådgivningen 15 – 17 i Værestedets lokaler, Jernaldervej 245, 1. lej. 6.
Du er naturligvis også velkommen til at ringe til os for at aftale et andet tidspunkt.
Hvem får et tilbud?
Beboerrådgiverne vil udvælge blandt de familier, der opfylder kravene. Der vil foregå en vis social vægtning af ansøgningerne (nylig skilsmisse, dødsfald, alvorlig sygdom mv.), så husk at oplyse herom. Ansøgningerne behandles løbende, dog vil ansøgere, der har været af sted inden for de sidste 2 år først få svar efter udløb af ansøgningsperioden.
Dokumentation for indtægter og udgifter de sidste tre måneder skal medbringes til brug for udfyldelse af et ansøgningsskema samt beregning af familiens rådighedsbeløb.
Ansøgningsperiode: fra den 1.2.2010 til den 15.4.2010.
Med venlig hilsen
Jens Høgh – tlf. 86 25 21 26
Abelone Asingh – tlf. 86 25 21 50
Maryam Fereidanian – tlf. 20 18 54 24
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2010-02 Marts