Bus og børn genåbnede Gudrunsvej
Øverste del af Gudrunsvej blev genåbnet med Cirkus Tværs, en glad borgmester og en bus, der ”klippede” den røde snor over
Af Tore Plougheld
I mange måneder har den centrale færdselsåre fra Gellerup til Toveshøj, Gudrunsvej, været lukket på grund af udbygning i forbindelse med den igangværende helhedsplan. Den 27. april, da forårsvejret viste sig fra sin bedste side, blev første etape af den ny-gamle vej genåbnet af Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, og beboerformand Helle Hansen.
Borgmesteren sagde blandt andet i sin tale: ”Det er et vigtigt stykke arbejde, der er gjort, og som både symbolsk og praktisk skal være med til at binde Gellerup og Aarhus bedre sammen. Samtidig vil jeg gerne takke alle jer beboere for jeres tålmodighed, for jeg véd, at det ikke har været så let at komme rundt på Gudrunsvej det sidste lange stykke tid.”
Cykelstier er en sensation
Helle Hansen var begejstret for, at der nu kommer cykelstier hele vejen rundt om Gellerupparken.
”Det har vi ventet på i 30 år, så det er virkelig en sensation. Nu mangler vi bare, at linje 4A kommer til at køre ad Gudrunsvej i fremtiden, så vi får en direkte busforbindelse mellem Gellerup og Toveshøj,” lød formandens ønske til borgmesteren.
Bussen ”klippede” snoren
Som til alle rigtige indvielser var der også et rødt bånd, der skulle klippes over. Men i stedet for en saks havde borgmester Jacob Bundsgaard medbragt – en bus! Den kunne således ”klippe” det røde bånd over, mens der blev klappet og råbt hurra for den ”nye” Gudrunsvej og for Gellerup.
Bagefter blev der serveret kaffe og kage og bagt snobrød, og Gellerups egne artister fra Cirkus Tværs gav en opvisning i deres evner.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2015-05 Juni