Livsværkstederne flytter i City Vest
Ombygningen af centret sat i gang, mens der ventes på ny lokalplan
tekst og foto Helle Hansen
Det er omskiftelige tider i City Vest, og det får også betydning for Livsværkstederne og Cafe Vita, som ellers i 23 år har holdt til på øvre etage af centret over Føtex.
For knap et år siden fejrede City Vest 50-års fødselsdag, i starten af 2023 blev centret solgt til A. Enggaard, i august lukkede Føtex, og 7. november var det sidste frist for at indlevere kommentarer til et lokalplansforslag om, at to tredjedele af centret skal rives ned, så der i stedet kan bygges lejligheder på arealet.
Indenfor sker masser af ting i City Vest, hvor den halve snes tilbageværende butikker er ved at koncentrere sig på nederste etageplan i centeret omkring Lidl, mens der sættes gang i en gennemrenovering af den nordlige ende af centret, hvor Enggaard har et ønske om, at den fremtidige centerhandel skal placeres, hvis tingene ender ud, som byggeentreprenøren ønsker.
Cafe Vita flytter til Rasmus Klump
For Livsværkstederne og Cafe Vita bliver den nye placering i den tidligere Rasmus Klump-restaurant bag Matas, hvor der indrettes cafe, og så kommer resten af aktiviteterne til at bo ovenover på det, der før hed Lægegangen.
Flytningen af alle aktiviteterne finder sted umiddelbart efter nytår og kommer til at tage den første uges tid i det nye år. Derefter forventer Cafe Vita at slå dørene op i uge to, så alle de daglige brugere af stedet kan se frem til at rykke ind i de nye lokaler, som forventes at blive placeringen det kommende halvandet år.
Arbejdet med lokalplanen for City Vest er nu på vej gennem det kommunale politiske system, hvor alle høringssvarene skal tages i betragtning, inden det hen over efteråret kan forventes, at der er nyt om, hvordan fremtidens center kommer til at se ud.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2023-07 December