Nyt fra bestyrelsesmøde
(okt. ’24)
af Keld Albrechtsen,
formand for Brabrand Boligforening
På foreningsbestyrelsens møde den 19. august godkendte vi vores arbejdsplan frem til maj 2025. Vi har et møde hver måned som minimum. Vi har roterende mødeledelse, hvor formanden leder det konstituerende møde i juni, og derefter går det på skift mellem de øvrige medlemmer.
Ekstraordinære møder ledes af næstformanden. Forud for hvert møde holdes et forberedelsesmøde, hvor den kommende mødeleder, formand og næstformand samt den administrative ledelse deltager. Det sikrer bedre forberedelse.
Vi mærker de punkter, hvor der skal være en drøftelse, med grønt – de andre med rødt. Det sikrer tid til grundigere behandling af de punkter, hvor det er påkrævet.
Vi fordelte vores deltagelse på de 30 beboermøder – 4-5 møder til hver. Det betyder, at vi kommer ud til beboerne i hele foreningen og får en bedre fornemmelse af, hvor skoen trykker.
Vi blev opdateret på vores store renoveringer. Vi er nu tæt på at fortsætte i Gellerup. Der forventes opstart i den første blok på Gudrunsvej i april næste år.
Vi har i den forbindelse drøftet med administrationen, om retssagen ved EU-domstolen om lovligheden af nedrivningerne kunne betyde, at vi skulle vente. Vi har fået klare meldinger fra kommunen og Social- og Boligministeriet om, at vi kan og bør gå videre nu. Det gør vi så – også med at lave helhedsplan for Toveshøj. Og vi forventer, at myndighederne vil holde os skadesløse, hvis staten taber de verserende sager om lovgivningens lovlighed, og der som følge heraf påføres os tab. Blok A5 og A6 på Dortesvej er nu nedrevet, ligesom blok A7 rives ned her i efteråret.
I Søvangen går arbejdet som planlagt. De første fritliggende huse er ved at genopstå med murværk, vinduer o.s.v. Men nogle beboere har oplevet problemer med bl.a. information, støj og adgangsforhold. Vores egen byggeledelse vil følge tæt op på dette. Laurits Bloch har i sidste nummer af Skræppen beskrevet sin oplevelse af de mange gener. I uge 37 var der informationsmøde for beboerne, hvor der var mulighed for at tale om sagerne.
Vi vil naturligvis sammen med afdelingsbestyrelsen gøre, hvad vi kan, for at få det til forløbe så godt som muligt.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-05 Oktober