Nyt fra bestyrelsesmøde
(maj ’24)
Foreningsbestyrelsen har holdt tre møder siden Skræppen sidst udkom

af Keld Albrechtsen,
formand for Brabrand Boligforening
På mødet 29. februar godkendte vi et høringssvar om trafikken på Ringvejen, hvor vi anbefaler det såkaldte BRT-projekt, altså en særlig type busser med god adgang på vejen. Og vi opfordrer stadig byrådet til at gennemføre letbanen gennem Gellerup-Toveshøj, som der er reserveret plads til i området. Her mener vi, at trafik på skinner, altså letbane, er en mere fremsynet løsning, der også vil mindske det voksende pres på områdets parkeringspladser.
På det næste møde d. 18. marts færdigbehandlede vi vores beretning for 2O23, der skal fremlægges til godkendelse på repræsentantskabsmødet d. 27. maj. Her laver vi en samlet vurdering af boligforeningens situation og peger på de vigtigste opgaver, som skal løses i den kommende tid. Omfattende renoveringer og nybyggeri kommer til at præge de kommende år, samtidig med at vi skal betrygge hele boligforeningens økonomi og drift til gavn for alle afdelinger. Der bliver nok at se til!
Vi havde 2. april møde med Skræppebladets redaktion for at drøfte bladets fremtid – og på bestyrelsesmødet d. 25. april kunne vi tage til efterretning, at redaktionen gennemfører omlægninger, som skal sikre bladets økonomi indenfor den godkendte ramme, som er en halv million kr. om året – evt. med pristalsregulering. Denne ramme indebærer bl.a., at antallet af trykte eksemplarer pr. udgivelse reduceres. Vi undersøger, hvor mange trykte eksemplarer der vil være behov for i vores afdelinger.
Vi kiggede også på vores regnskab for 2023, der indeholder et overskud i foreningen på ca. 3,8 mio.kr. samt overskud i de fleste afdelinger. Regnskabet fremsendes nu til godkendelse på repræsentantskabsmødet.
Foreningsbestyrelsen ser nu frem til, at der er repræsentantskabsmøde den 27. maj, hvor repræsentanter for alle boligforeningens afdelinger mødes og gør status.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-02 Maj

