Forslag om opjustering af budget for Skræppebladet
Forslaget vedtaget. Læs den fulde tekst fra forslagsstiller og foreningsbestyrelsens kommentar

af Laurits Bloch, 2.-suppleant i foreningsbestyrelsen og redaktionsmedlem i Skræppebladet
Jeg foreslår, at repræsentantskabet anmoder foreningsbestyrelsen om at rette budgettet for 2025 ind således, at der i stedet for kr. 500.000 afsættes 670.000 kr. til Skræppebladet.
Beløbet kan bortset fra prisudviklingen dække udgivelse af 8 numre på papir samt en udvidelse af redaktionssekretærens arbejdstid fra 15 til 20 timer ugentligt. Beløbet er i prisniveau 1. kvartal 2024 og bør justeres for ventede pristalstigninger i tiden indtil midten af næste år.
Begrundelse:
Under repræsentantskabs-seminariet den 4. og 5. november 2023 blev bladets fremtid også drøftet. Langt de fleste deltagere udtrykte, at de læser bladet, at de finder det vigtigt, og at bladet skaber tilhørsforhold og sammenhold i boligforeningen.
Jeg har i redaktionen erfaret, at tilskuddet i tidernes morgen har været langt større end det nuværende.
Selv har jeg kun været valgt ind i beboerdemokratiet fra 2015 og kan se, at tilskuddet fra 2016 til nu har været uændret 500.000. Alene fra 2016 svarer dette til 593.000 nutidskroner efter pristalsudviklingen til første kvartal i 2024.
Da der i de forudgående år var opsparet en vis kapital i uforbrugte midler, var det så tanken, at disse midler skulle anvendes, hvorfor loftet på tilskuddet på 500.000 ikke-pristalsregulerede kr. skulle sikre dette.
Da beløbet har været fastlåst, har det siden været nødvendigt for redaktionen at nedskære aktiviteten. Det er oplyst, at ”foreningsbestyrelsen ikke vil tage en støt stigende andel af foreningens samlede udgifter” til bladet.
Antallet af udgivne numre er reduceret ad flere omgange, og de traditionnelle 10 årlige udgivelser var også lidt rigeligt for den ulønnede redaktion. I 2023 udkom kun 7 trykte udgivelser, og det bliver til kun 5 trykte i 2024, hvor der så forsøges at udgive 2 numre alene på bladets hjemmeside uden trykte eksemplarer.
Med det færre antal udgivelser frygter jeg, at bladet kan blive ret uinteressant, da aktualiteten svækkes.
I mange år er papirudgaven også lagt på bladets hjemmeside, og det tilstræbes løbende at reducere antallet af trykte eksemplarer således, at det kun er beboere, der ønsker det, der modtager det.
Foreningsbestyrelsens bemærkninger til forslag
vedr. forøget økonomisk bidrag til Skræppebladet
Redegørelse
Repræsentant Laurits Bloch (Søvangen) har fremsat forslag om, at det økonomiske bidrag til udgivelse af Skræppebladet i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2025 hæves fra de nuværende 500.000 kr. om året til 670.000 kr. om året.
Repræsentantskabet drøftede rammerne for udgivelsen af Skræppebladet på det ordinære repræsentantskabsmøde i 2023 i forbindelse med debatten om bestyrelsens beretning, hvor foreningsformanden tilkendegav, at foreningsbestyrelsen i samarbejde med Skræppebladet ville lægge op til debat om bladets rammer hen over den kommende repræsentantskabsperiode. På seminaret for beboerdemokrater i november 2023 var der debat om Skræppebladet, og foreningsbestyrelsen og redaktionen har løbende siden repræsentantskabsmødet sidste år haft drøftelser.
Foreningsbestyrelsen har i den forbindelse tilkendegivet, at den, under hensyntagen til de meget forskellige synspunkter ift. Skræppebladet, der hersker i såvel foreningsbestyrelsen som i repræsentantskabet, vil fastholde bevillingen til Skræppebladet på det nuværende niveau i kommende års budgetter indtil videre.
Foreningsbestyrelsen skal videre bemærke, at budgetlægningen jf. boligforeningens vedtægters § 16 er et anliggende for foreningsbestyrelsen, og at repræsentantskabet allerede af den grund bør forkaste forslaget.
Foreningsbestyrelsen anbefaler, at repræsentantskabet henholder sig til, at boligforeningens budgetlægning bør være et ærinde for foreningsbestyrelsen, samt til, at foreningsbestyrelsen har tilkendegivet at ville fastholde bevillingen til Skræppebladet på det nuværende niveau.
Forslag og beskrivelser
Læs dokumenterne til repræsentantskabsmødet på boligforeningens hjemmeside
https://www.brabrand-boligforening.dk/om-os/dokumenter-fra-hovedforeningen/
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-03 Juli

