Afd. 1: Hans Brogesparken vil have renoveringens ekstraudgifter dækket af foreningen
Beboermøde med masser af forslag, livlig debat og varm middag
Tekst og fotos af Helle Hansen

Formand Berit Bramm holdt beretningen ved siden af pejsen.
Dårlige beslutninger og forkert rådgivning i forbindelse med Hans Brogesparkens renovering kostede afdelingen mange penge, som nu betyder, at afdeling 1’s beboere får en huslejestigning.
Et flertal af de fremmødte beboere på afdelingens beboermøde bakkede op om et forslag fra
Ole Maltesen, der som beboer i flere år har holdt et kritisk øje på regnskabet i renoveringsprojektet. Forslaget gik på, at det skal være boligforeningens kasse, der betaler for den dårlige rådgivning og de ekstraordinære renoveringsudgifter, det har forårsaget. Hvis det sker, så slipper beboerne for den huslejestigning på 1,9 procent, som budgettet for 2027 lyder på. Beboermødets beslutning skal nu behandles i foreningsbestyrelsen.
Godt og skidt i årets løb
Beboermødet blev holdt i nye omgivelser i Brabrand Hallens pejsestue. Her stillede afdelingsformand Berit Bramm sig op ved siden af pejsen og holdt bestyrelsens beretning. Hun forsøgte at veksle mellem positive og negative emner og kom blandt andet med en opremsning og ros af årets mange gode beboeraktiviteter med fester, en populær fællesspisning og en nystartet strikkeklub og så Klub Hans Broge, der byder både på banko og af og til udflugter. Aktiviteterne slås op i afdelingens Facebookgruppe, og medlemmer af Klub Hans Broge får dem tilsendt pr. mail.
Af trælse ting kunne Berit Bramm nævne, var et problem med ulukkede vinduer i kældre og vaskehuse, for det giver adgang til både rotter og folk. Og så har der været udfordringer med vaskerierne, som er det emne, flest beboere henvender sig til afdelingsbestyrelsen om. Reserverede vasketider bliver ikke respekteret, vasketøj fjernes fra maskiner, og tørrerum bliver ikke tømt for tøj.
Kritik af grønne områder
Som noget nyt holder afdelingsbestyrelsen cirka hver tredje gang møde med servicelederen den første time af bestyrelsesmødet. Bestyrelsen er stadig kritisk over pasningen af de grønne områder, og efter år med klager må afdelingsbestyrelsen desværre konstatere, at det ikke er blevet bedre. Det ser tarveligt ud, klagede formanden og fortsatte den negative tone, fordi afdelingen har også fået to robotplæneklippere, der er udfordringer med. Og så er affaldssorteringen, især ved blok C, et problem, når de yderste skraldspande er fyldte. Der har været snak om en kubeløsning, men det er stadig noget, bestyrelsen overvejer. Det gælder også at lade afdelingens affaldsø være ulåst, fordi en del beboere alligevel bare smider affaldet over eller sætter det udenfor, måske fordi de ikke har en nøgle. Men det koster mange penge ikke at sortere ordentligt, penge afdelingen kunne bruge på noget andet, mente Berit Bramm.
Hurtig trafik en udfordring
Der bliver ofte kørt vanvittigt stærkt på Udsigten. Afdelingen har søgt politiet om et skilt med 30 kilometer, men kræver, at der blev lavet minimum to bump, som er dyrt, og afdelingsbestyrelsen vil hellere bruge pengene på at få gæsteværelset gjort klar til udlejning.
Endelig kunne formanden fortælle, at afdelingen har modtaget et brev fra Landsbyggefonden, som godkender, at afdelingen bruger reguleringskontoen til delvist at restfinansiere de ekstraordinære renoveringsudgifter. En udgift, som beboermødet efterfølgende beder foreningsbestyrelsen om at dække. Beretningen blev taget til efterretning.
Lille huslejestigning
Budgettet, som administrationschef Susanne Witting fremlagde, viste en huslejestigning på 1,9 procent, eller 17 kroner om året pr. kvadratmeter for at dække underskuddet på 190.000 kroner.
Stigningen er næsten samme beløb, som afdelingen skal bruge på at afdrage lånet til restfinansieringen af renoveringen, i alt 216.000 kroner, som vil løbe over de næste 10 år. Et stort flertal vedtog budgettet, men støttede efterfølgende Ole Maltesens forslag om at bede foreningen om at betale de ekstraordinære renoveringsudgifter.

Der blev serveret whiskygryde med ris og salat.
Whiskygryde og 14 forslag
Så var det tid til pause og til at få lidt at spise. Og der blev serveret varm mad, som så ud til at falde i alles smag. Og så blev der snakket og diskuteret rundt ved bordene, inden mødet tog hul på punktet forslag, der indeholdt ikke mindre end 14 af slagsen.
Ønsket om nedgravede trampoliner i haverne blev godkendt, hvis de ikke graver ned i ledninger. Og forslaget om at bede foreningen betale for renoveringens ekstraomkostninger blev motiveret af Ole Maltesen, der fik opbakning fra et stort flertal til at bringe sagen for foreningsbestyrelsen. Der var også opbakning til et forslag om at få gennemgået og ryddet op i afdelingens ordens- og vedligeholdelsesreglementer, mens der skulle arbejdes videre med et forslag om at udskifte badeværelser på Udsigten. Et forslag om vinduespudsning tre gange om året blev efter en længere diskussion ikke vedtaget, men der blev delt oplysninger om mulige vinduespudsere, der kunne kontaktes.
En ny beboer havde stillet en håndfuld forslag om at optimere brugen af afdelingens vaskerier, så flere kan komme til at vaske. Forslagene medførte lange diskussioner og enden blev, at de fleste forslag blev trukket, men at tidspunktet for, hvornår en reservation slettes, hvis den ikke er påbegyndt, nedsættes fra 30 til 15 minutter. Og så blev der nedsat en arbejdsgruppe med afdelingens såkaldte vaskepiger, bestyrelsen og den nye beboer, der fik bemyndigelse til at lave forsøgsordninger frem til næste beboermøde.
Et ønske om at få et forslag om vaskerierne sendt til urafstemning opnåede ikke flertal. Og så blev forslaget trukket. Til gengæld blev det vedtaget, at tøj i tørrerummet må hænge til den efterfølgende dag, så det kan nå at blive tørt. Endelig fik den nye beboer også opbakning til sit forslag om at tillade brug af gasgrill på altanerne, da det var blevet afklaret, at det er tilladt at opbevare gasflasker på altanen.
Hastigt fredsvalg
Med knap otte minutter tilbage til at gennemføre valg til afdelingsbestyrelsen, inden lyset i pejsestuen ville gå ud klokken 22, rubbede forsamlingen sig. Kandidaterne meldte ind på sådan vis, at mødets dirigent hurtigt kunne præsentere et forslag til fredsvalg af nye bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, som salen hurtigt nikkede ja til, og så var det ikke nødvendigt at få stemmesedlerne frem.
Der var genvalg til Kasper Asschenfeldt Bakkensen og Finn Overaa Petersen. Tidligere medlem Helle Tind genindtrådte i bestyrelsen, da det blev lovet at finde nye mødetider. Den nye beboer, Andreas Andersen, lod sig vælge som førstesuppleant, mens Karsten Pedersen, der ikke genopstillede til bestyrelsen, gerne vil tage en post som andensuppleant.
Og så var der lige tid til under eventuelt, at en beboer hurtigt kunne komme med kritik af, at afdelingens skrænter med buske ser forfærdelige ud efter renoveringsprojektet, der har afleveret en rigtig dårlig løsning. Det var servicelederen enig i, men han kunne umiddelbart ikke komme med et forslag til, hvordan den opgave kan løses, for han må ikke sætte sine medarbejder til at arbejde på skrænten. Og så var tiden løbet ud, så den diskussion må fortsætte i andet regi.
Afdeling 1, Hans Brogesparken
120 lejemål.
To-fire rums lejligheder samt to typer
rækkehuse beliggende på Udsigten.
Ny gennemsnitlig husleje:
909 kr. pr. m² pr. år.
Adresse: Hans Broges Vej og Udsigten,
8220 Brabrand.

Stemmesedlerne må i luften mindst 14 gange under mødet.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-05 Oktober

