Afd. 3: Vinternyt fra skovgårdsparken
Afdeling 3: Skovgårdsparken
Nyt personale, p-båse og fastelavn
af Birgit Fuglsang
Afdelingen holder nu møde den tredje tirsdag i hver måned. Beboere, der ønsker at møde bestyrelsen face to face den pågældende dag, melder sig forinden hos sekretær Marianne Vengsgaard, tlf. 89 31 71 71. Næste møde bliver den 19/2. kl. 17.00.
Personalenyt
Den ledige stilling som gårdmand er nu blevet besat. Vores nye medarbejder hedder Mogens Nielsen. Velkommen til ham.
En glad nyhed
Jul og nytår gik Skovgårdsparken ram forbi med hensyn til indbrud. Sidste år blev Glashuset hårdt ramt. I år blev postkasserne flyttet ud i det fri, så området kunne aflåses, uden at de gik ud over postomdelingen. Det hjalp tilsyneladende.
Eu-knallerter
Der er nu mulighed for at leje p-plads til sin EU-knallert, idet der er blevet en ledig garage på Astridsvej. Den månedlige leje bliver på 75 kr. Der bliver sendt yderligere info rundt. I den forbindelse HUSK: Ingen EUknallerter i kælderrummene!
P-båse
Når vejret tillader det, dvs. når underlaget er tørt, starter optegningen/malingen af p-båse.
Angående renoveringen – den længe ventede – så regner vi med at få besked fra Landsbyggefonden den 1/2.
Afdelingsbestyrelsen har derfor besluttet sig for at udsætte maling af otte opgange. Det samme gælder en asfaltering af p-pladsen for enden af blok A, der ud over at ville være blevet urimeligt dyr, sandsynligvis skal udlægges til grønt område efter renoveringen.
obs! obs!
Glem ikke fastelavnsfesten søndag den 3. februar kl. 10.00. Der er sendt meddelelse rundt. Sedlen er orangefarvet. Vi håber på stort fremmøde.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2008-01 Februar