At holde tale

Ord, der ikke blev sagt

af Inger Bloch

De fleste af os har vist været ude for – efter et møde eller en samtale – at stille sig selv spørgsmål som: ”Hvorfor sagde jeg nu ikke det?” eller: ”Hvorfor spurgte jeg ikke om det?”
Situationen kan også opstå efter en festlig lejlighed, hvor man egentlig havde lyst til at sige et par ord, men ikke fik det gjort.

D. 29. april deltog jeg i receptionen på Årslev Kro i anledning af Brabrand Boligforenings 60-årsfødselsdag. Der blev holdt gode taler om solidaritet, fællesskab, boligforeningens historie og fremtidsplaner m.m.. Der var buffet med lækker mad, og der var en både festlig og hyggelig stemning.
Bagefter spurgte jeg mig selv, om jeg som repræsentant for den ældste afdeling også skulle have taget ordet?

Men så kom jeg til at spekulere over, hvad der egentlig hører til en god tale:
Det er et tema, der er skrevet mange bøger om, og der bliver til stadighed afholdt mange kurser i emnet. Mine egne erfaringer er, at det ikke er så let endda.
Når man holder en tale, skal man have noget på hjerte – altså noget, der skal siges (en tak eller en lykønskning) – eller måske skal man fortælle en lille historie med en relevant pointe. Talen må ikke være for lang, ordvalget må ikke være opstyltet og forblommet, således at tilhørerne har svært ved at fange meningen med det sagte.
Man skal også lige tænke over, om man bare tager ordet, fordi man elsker at være midtpunkt og høre sig selv tale, og om det man siger overhovedet kan interessere forsamlingen.
Tidspunktet er også vigtigt – altså at man ikke påtvinger sig opmærksomheden, når værtindens gode mad netop er serveret – eller når selskabet er midt i isen.

En tale kan også blive for alvorlig: Jeg husker en konfirmationsfest i min familie, da jeg var en ung pige. Der havde været mange (gode) taler, kyllingen var endnu ikke spist – men så slog en af onklerne på sit glas og rejste sig. Jeg sukkede lydløst: Onkel Fut, som vi kaldte ham, forsømte ikke en lejlighed til at holde lange, lange taler. Denne gang var ingen undtagelse: Talen blev lang og mere og mere højtidelig og alvorstung. Da han langt om længe gjorde sig færdig, var der dødstille omkring bordet.
Heldigvis forstod min dejlige (udviklingshæmmede) lillesøster at bryde den dystre stemning: Hun så sig omkring, gaflede veloplagt et kyllingelår og gav sig helt uanfægtet og fornøjet til at gnaske løs! Denne uventede lyd i rummet fik alle til at bryde ud i latter, og så var den gode stemning genoprettet!

Tilbage til den tale, jeg ikke holdt på Årslev Kro. Hvad kunne jeg i givet fald have sagt?

Måske ville jeg have fortalt, at jeg blev medlem af Brabrand Boligforening i 1972; dengang var der mange ledige lejligheder, og jeg valgte en 1. sals bolig på Dortesvej i Gellerupparken. Huset var kun et par år gammelt, og lejligheden var dejlig med rigelig plads til mine 2 børn på 4 og 6 år og mig selv. Flisearbejdet udendørs var endnu ikke færdigt, og der var ikke kommet træer endnu; men det store areal mellem Dortesvej, Bentesvej og Gudrunsvej var én stor blomstereng med valmuer, margueritter og mælkebøtter. Når vi havde fri, sad vi mødre på gangbroen ved sandkassen og hyggede os, mens børnene legede omkring os.

Vores lille familie fik 13 gode år der, og nu bor jeg på 23. år i den ældste afdeling, Hans Broges Parken, hvor jeg kan sidde på altanen, mens jeg skriver min klumme og en gang imellem lader blikket glide hen over Udsigtens tage, træerne, blomsterne og de to søer, hvor solen blinker i vandet.

(I min tale ville jeg muligvis ikke nævne, at det ansigt, der møder mig i spejlet, mærket af tiden og med rynker hist og her – kan minde om husene i en gammel afdeling: Let ramponerede og med revner hist og her).
Jeg vil slutte med at sige til lykke med de 60 år til Brabrand Boligforening – og til lykke til alle os, der er glade for at bo rundt omkring i de forskellige afdelinger, hvor vi har vores hjem.