Fritidsforeningen skal finde en ny måde at fungere på
Boligforeningens opkrævning af kontingent ophører
Tekst Jens Skriver
Henved 40 mennesker trodsede varmen og mødte op til Fritidsforeningens ordinære generalforsamling. Takket være dirigent Peter Iversen lykkedes det at komme igennem et møde med meget rådvildhed.
Formanden for Fritidsforeningen, Abdinasir Jama, kunne i sin beretning fortælle, at tre medlemmer af bestyrelsen var trådt ud og blevet erstattet af suppleanter. Bestyrelsen havde slet ikke haft resurser til at gøre så meget, som den gerne ville.
Sektionerne havde ikke fået den fornødne støtte. Den automatiske opkrævning af kontingent hos folk, der flytter ind, er stoppet, og alle beboere skal nulstilles. Dirigenten oplyste senere, at boligforeningen ophører med at opkræve kontingent pr. 1/7 i år. Abdinasir understregede, at foreningen arbejdede for et godt formål, og håbede, at det sociale engagement kunne bevares.
Debat
Under den efterfølgende debat klagede Jytte Lausen fra Voldbækhave over manglende kommunikation.
Det var ikke muligt at få oplysninger fra bestyrelsen. Men især drøftedes, hvorvidt foreningens midler kunne overgå til afdelingerne eller til FAS-sektionerne. Beretningen blev godkendt med overvældende flertal.
Trods den megen kritik viste beretningerne fra de tre FAS-sektioner, FAS Vest, FAS Nord og FAS Syd, at der var gang i mange aktiviteter, ikke mindst udflugter, at tusinder havde deltaget, og at det gik fint.
Regnskab
Regnskabet var udarbejdet af boligforeningens revisionsfirma ud fra bilagene i boligforeningens bogholderi. Det forelå først nogle timer før mødet, så de færreste havde haft mulighed for at læse det grundigt.
Der var påtegninger til regnskaberne for FAS Syd og FAS Vest. De folkevalgte revisorer Peter Iversen og Christian Andersen havde en del kommentarer. Alle bilag var der, men referater m.v. manglede, og der var problemer med regnskaber fra FAS Vest og FAS Syd. Formanden for FAS Vest fastslog, at der var afleveret regnskab fra sektionen.
Regnskabet blev godkendt under forudsætning af, at den nye bestyrelse bringer tingene i orden.
På forslag af Abdinasir blev vedtaget en tilføjelse til vedtægterne. Den bestemte, at i tilfælde af opløsning skulle midlerne overgå til lignende aktiviteter i afdelingerne.
Lene Olm havde foreslået en lang række vedtægtsændringer, men dem var der absolut ikke tilslutning til.
Det besluttedes at ophøre med at opkræve kontingent.
Valg
Vagn Eriksen fra Skovgårdsparken var trådt ind som suppleant og blev genvalgt til bestyrelsen. Tre tomme pladser blev besat med Niels Jensen, Holmstrup, Dagny Mikkelsen, Skovgårdsparken, og Youssef Khader, Gellerup, mens Jytte Lausen, Voldbækhave, blev førstesuppleant.
Laurids Bloch blev valgt til revisor med Peter Iversen og Erik Bløcher som suppleanter.
Nu er det så op til den nye bestyrelse at finde en model for det fremtidige arbejde.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2018-04 Juni