Storværk om Gellerup — eller rettere sagt: Gellerupplanen

Værket, der er skrevet af otte forskere fra arkitektskolen, er på over 400 sider, men over halvdelen er brugt til illustrationer, og det er letlæst bortset fra enkelte sider om arkitekturteori

Af Jens Skriver

Gellerupplanen omfattede Gellerup, Toveshøj og Holmstrup. Dens historie er skabt i en smeltedigel af titusinder og atter titusinder vidt forskellige mennesker, der hver har sin fortælling om Gellerup.

Forfatterne til værket har denne fortælling: ”Centrum i vores forskning er arkitekturen, og hvordan den har været og fortsat bliver formet af samtiden, og omvendt hvordan arkitekturen har påvirket og stadig påvirker samtiden.”

Det bygger på et omfattende materiale fra arkiver, materialer, som stadig ligger i arkitekters tegnestuer, og offentliggjorte publikationer. Til gengæld har man kun talt med meget få nøglepersoner.

Gellerups facade er et gritmønster, der består udelukkende af kvadrater. Vel at mærke i den hollandske maler Mondrians version. Black sagde til sine arkitekter: ”Stjæl så meget I kan”.

Gellerup i støbeskeen

I første halvdel af bogen redegøres for arkitekternes og byplanlæggernes ideer, centreret omkring arkitekten Knud Blach Petersen, der har tegnet Hans Brogesparken, Søvangen, Skovgårdsparken og altså også Gellerupplanen.

Man går let hen over det almene byggeris baggrund i arbejderbevægelse og andelsbevægelse, og boligforeningens rolle nedtones ganske. Der tages afsæt i det industrialiserede byggeri, hvor arbejdspladser og boliger adskilles, hvor kørende og gående trafik adskilles, og hvor beboerne skulle kunne leve deres fritidsliv i forbindelse med boligen, så der skulle indrettes butiks-, kultur- og aktivitetscentre. Der var også et meget stort behov for sunde og hygiejniske boliger.

Første spadestik blev taget i 1967, men planlægningen og opkøb af jord havde været over 10 år undervejs. Det er blevet påpeget, at boligforeningens formand skyndte sig at opkøbe jord, som skulle købes af Brabrand Boligforening. Sagen antydes, men uddybes ikke. Den lokale fremstilling af betonplader skulle støttes, så indervæggene, der fungerer som bærende elementer, er af beton. Højhusene i Gellerup og Toveshøj stod færdige i 1972.

Dernæst påbegyndtes planens næste projekt: opførelsen af 3400 boliger i tæt-lavbebyggelse med butikscenter i Holmstrup, selv om udlejningsproblemer i Gellerup voldte boligforeningen store økonomiske kvaler. Der blev kun opført 402, og det var dumdristigt nok, da de var præget af byggesjusk og svære at leje ud. Her mangler ganske en forklaring. Den kan kun gives ved at se på boligforeningens rolle. Så vidt jeg ved, kunne boligforeningen kun skaffe penge ved at hente dem i landsbyggefonden, og det forudsatte, at byggeri blev sat i gang. Det måtte ende galt, og som bekendt måtte boligforeningen afhænde både Kultur& Aktivitetscentret og butikscentret. Nu kom også kritiske røster frem, som bl.a. fremførte, at beboerne ikke følte noget ansvar over for Gellerupplanen.

Udfordringer

Derefter beskrives de mange udfordringer, og fremstillingens fokus flyttes fra arkitekterne over på beboerne. Det nævnes, at Holmstrup må renoveres som følge af byggeskader. Ellers handler resten af fortællingen om Gellerup med et par sidebemærkninger om Toveshøj.

Der fortælles om en lang række problemer, som er opstået i Gellerup, og der gives mange bud på forklaringer. Den meget skiftende beboersammensætning nævnes, samtidig med at det vises, hvordan beboerne har sluttet op om Gellerup og skabt en lang række aktiviteter, men en dyberegående vurdering af beboerdemokratiets betydning mangler.

Det nye Gellerup

Uanset det undgik Gellerup ikke at få prædikatet ghetto. Derfor blev der truffet beslutning om at gentænke hele planen.
Værkets største værdi er præsentationen af tankerne bag det nye Gellerup, som er ved at blive skabt. Man vender tilbage til den gamle by, hvor mange aktiviteter og erhverv fandtes sammen med boligerne. Adskillelsen af kørende og gående trafik ophæves, og der er ført veje igennem, så området åbnes for det øvrige samfund. I skrivende stund diskuteres, hvorvidt dele af byggeriet skal bevares som kulturarv.

Værket er glimrende illustreret, men nogle vil nok finde det mærkeligt, at der ikke er mennesker på mange af billederne. Andre. at der er utallige billeder fra Gellerup og nogle fra Holmstrup, men kun ganske få fra Toveshøj.

Et kæmpearbejde er imidlertid gjort. Nogle spadestik kunne have været dybere, men trods det er værket anbefalelsesværdigt til alle, der interesserer sig for arkitektur og historie.