Afd. 15: Renovering af boliger i afdeling 15
Afdeling 15 – Hasselengen
Nye vinduer og døre på vej til Hasselengen – måske …
tekst og foto Thomas Bramtoft
De fleste af familieboligerne på Hasselengen i Hasselager står foran en tiltrængt renovering af kvistvinduer, almindelige vinduer samt udvendige døre.
Hvorfor?
Allerede kort tid efter byggeriet af boligerne på Hasselengen var færdigt i 1992, kom de første beboerklager vedrørende kvistene. Derfor blev en undersøgelse igangsat, og den konkluderede, at zinkinddækninger og fugerne ikke var lavet håndværksmæssigt korrekt.
I november 1997 anerkendte Byggeskadefonden, at skaderne var dækningsberettigede, og herefter påbegyndtes udbedring af kvistene i to etaper, i henholdsvis 1998 og 2000. På det tidspunkt blev kvistvinduerne ikke medtaget – muligvis på grund af en fejlvurdering af deres stand.
Sidenhen har det vist sig, at flere beboere fortsat oplevede problemer med fugt og træk omkring kvistvinduerne, og derfor blev der fra Brabrand Boligforenings serviceteam taget initiativ til en stikprøvekontrol af 10 procent af familieboligerne. Her kunne det konstateres, at problemerne med kvistvinduerne skulle findes i den måde, de er bygget på, hvilket har resulteret i fugt i boligerne.
Hvordan?
Derfor er der nu lavet en renoveringsplan for de familieboliger, som har kvistvinduer, og planen har følgende indhold:
- Den eksisterende zinkinddækning afmonteres.
- Vinduespartierne udtages.
- Al rådden træbeklædning og pladebeklædning med mere fjernes.
- Der udføres ny opbygning med fugtbestandige pladebeklædninger.
- Hele konstruktionen hæves ca. 50 mm, så der er bedre mulighed for etablering af udluftning.
- Der laves ny zinkinddækning ved kvistvinduerne.
- Alle vinduer og udvendige døre skiftes.
- Alle øvrige zinkdele gennemgås.
Hvornår?
Inden renoveringen kan gå i gang, skal hele projektet godkendes af beboerne, hvilket forventeligt vil foregå på et ekstraordinært afdelingsmøde den 15. november 2022. Inden da har der været afholdt et informationsmøde om arbejdet, tidsplan og økonomi.
Såfremt renoveringen bliver godkendt, skal projektet udbydes, hvorefter byggesag indledes, og budget, kontrakt og planlægning færdiggøres. Først herefter kan selve arbejdet påbegyndes, hvilket forventes at tage omkring et år at færdiggøre.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-07 November