Afd. 4: Løftet pegefinger til administrationen fra Gellerup
Afdeling 4 – Gellerupparken
Langt møde med kampvalg til bestyrelsen
tekst og fotos Elsebeth Frederiksen
Som det ofte sker til afdelingsmøder i Gellerupparken, bliver de rigtigt lange. Dette møde var heller ingen undtagelse. Mødet sluttede nemlig klokken 22.30 efter lange diskussioner og valg til bestyrelsen.
De cirka 90 beboere, der var mødt op til mødet, kunne i formand Youssef Abdul Kaders beretning høre om både helhedsplan, FAS og Samlingshuset.
Der var hele seks forslag på mødet, og Youssef bemærkede, at to af forslagene ville han gerne have kunnet undvære, nemlig forslagene om låsesystemet og tilgængelighedsrampe. Med hensyn til låsesystemet har beboerne allerede en gang stemt for at låse opgangene i B7, men den beslutning blev tidligere omgjort af foreningsbestyrelsen. Den anden handler om, at bestyrelsen ikke mener, at afdelingen skal påtvinges en udgift for et arbejde, der burde være udført i forbindelse med renovering af parkeringspladsen.
Mere om det senere.
Næsten tomme blokke
Lige nu står to bygninger næsten tomme på Inger Christensens Gade (blok A13 og A15). Der bor stadig to beboere i dem, og de oplever, at der ikke bliver vasket trapper eller tømt skrald.
”Det er meget utilfredsstillende, fordi de betaler jo stadig husleje,” påpeger Youssef.
”Vi håber, at vi vinder retssagerne. Det er meget generende for dem, at saneringsarbejdet allerede er begyndt, selvom de har lov til at indgive indsigelser.”
Han oplyser også, at der er gjort indsigelser mod opsigelser af beboere på Lottesvej og i blokkene på Dortesvej.
Mens beboerne i blokken på Jettesvej først modtager deres opsigelse her til den 1. maj.
Afdelingsbestyrelsen forventer, at en række beboere her også vil gøre indsigelse og kæmpe for retten til at blive boende.
Retssager
Afdelingen og en række beboere startede i efteråret 2021 en retssag mod boligforeningen, staten og kommunen om lovligheden af Parallelsamfundsloven med dens nedrivninger og tvangsflytninger.
Sagen er på vej i Venstre Landsret, hvor retten skal tage stilling til, om det skal have opsættende virkning, at sagen om overtrædelse af ligerettighedsloven er sendt til udtalelse hos EU-domstolen.
I dag er det uvist, hvornår sagen bliver behandlet i Venstre Landsret. Får beboerne ret, så skal nedrivningerne sættes i stå, indtil hele retssagen er afsluttet.
Kameraer
I de to renoverede blokke B4 og B7 på Gudrunsvej har overvågningskameraerne efterhånden længe siddet klar til at optage. Men endnu har kameraerne ikke været i funktion, fordi boligforeningen venter på den endelige tilladelse fra politiet, som ventede på accept fra Aarhus Kommune.
”Det er en ægte Aarhushistorie,” sagde Youssef.
Der var nogle spørgsmål om, hvorfor kameraerne allerede var sat op, når der ikke var tilladelse til det, og en mente, at det var godt, at de kom op, fordi der bliver brændt biler af i området. Disse kommentarer og spørgsmål kunne beboerne have sparet sig, fordi repræsentanter fra boligforeningen kunne så på mødet meddele, at tilladelsen var kommet om morgenen for beboermødet. Så kameraerne kommer op at køre så hurtigt som muligt.
Renoveringer
Selvom beboerne i B17 flyttede tilbage for over tre år siden, har det trukket ud med at få lavet parkeringspladsen færdig.
Beboerne i B4, Gudrunsvej 38-46, må desværre stadig vente på, at adgangen til deres bagtrapper bliver gjort færdig. Og på p-pladsen er der stadig udfordringer med biler, der parkerer uacceptabelt på fortovet.
Årsregnskab
Efter den grundige beretning med en del spørgsmål kom de til årsregnskabet for 2022. Det redegjorde administrationschef Susanne Witting for. Hun kunne fortælle, at der var et overskud på 815.964 kroner. Men hun fortalte også, at afdelingen har et tab på 2 millioner om året fra beboere, der er flyttet fra regningen. De kan være døde, flyttet til udlandet eller bare ikke have penge til det.
Efter lidt spørgsmål frem om tilbage blev regnskabet godkendt af beboerne.
Forslag
Der var hele seks forslag på mødet. Fem fra bestyrelsen og et fra en beboer. Her fortæller Helle Hansen, at de er kede af, at der ikke længere er en rampe ved B7, fordi beboerne i blokken har påpeget, at den gamle skulle genetableres. Boligforeningen mener ikke, der er penge i budgettet til rampen, der kan komme til at koste over 350.000 kroner, og beboerne mener ikke, at de skal betale, når det kunne være blevet lavet, da der blev lavet parkeringsplads foran blokken.
”Det virker komisk, hvor der er tilgængelighedsboliger, som vi er blevet påtvunget af kommunen, og der så ikke er en rampe,” lyder det fra en beboer.
Andre siger, at de stemmer ja, men under protest, da de ikke mener, at det er noget, som beboerne skal betale for.
Det hele endte med, at bestyrelsen trak forslaget, indhenter flere priser og kommer med et nyt forslag, som skal fremstilles på et ekstraordinært møde eller til mødet i september.
De andre forslag handlede om nye udlejningsregler for Samlingshuset, der blev godkendt. Det blev forslag om ændring af ordensreglementet for parkering af campingvogne og anhængere og genplacering af Grønærthaver også.
Forslaget om, at låsesystemet i B4 og B7 (undtagen Gudrunsvej 44) skal slås fra i dagtimerne, blev denne gang nedstemt af beboerne, så de forbliver lukket.
Kattehold
Endelig var der et forslag fra en beboer, der gik ud på, at katte i afdelingen skal neutraliseres og enten have chip eller øremærke samt registeres i katteregistret.
Grunden til, at dette forslag blev stillet, var, at der er store kolonier med vilde katte i afdelingen, og for (at forsøge) at forhindre, at folk bare lukker deres kat ud, som bliver gravid, så skal der være en regel om, at katten skal neutraliseres. Altså enten steriliseres eller kastreres. En hunkat kan få op til fire kuld killinger om året, og så er der pludselig 20 katte i området.
Det blev vedtaget.
Tre nye bestyrelsesmedlemmer
Valget blev faktisk gennemført tidligere på aftenen, så alle stadig var til stede, og der var 12 opstillede til ni pladser. Det blev til tre nye medlemmer, nemlig Abir Nasser, Mohamed Bille og Akhyar Farah Awad.
Derudover var der genvalg til Ali Khalil, Helle Hansen, Khaled Khan, Omar Shirwa, Chadi Kayed og Youssef Abdul Kader.
FAS og Skræppebladet
Ved valg til bestyrelsen for FAS Vest blev følgende valgt: Chadi Kayed, Khaled Khan, og Akhyar Farah Awad og Abir Nasser blev suppleant.
Derudover var der valg til Skræppebladets redaktion. Den nuværende redaktør Helle Hansen blev genvalgt, og derudover trådte Daniel Mantel igen ind i redaktionen.
Læs også:
Rod i stemmeoptællingen i Gellerupparken – Ny førstesuppleant efter finoptælling efter mødet
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2023-03 Maj