Opbakning til Gellerup­parken fra repræsentant­skabet

Til årets repræsentantskabsmøde havde afdeling 4 indsendt fire forslag

Foreningsbestyrelsen. Fra venstre: Mads Kjeldgaard, Peter Iversen, Dorte Damgaard Sejthen, Erik Bløcher, Keld Albrechtsen, Thor Utting, Yousef Abdul Kader. Astrid H. Jørgensen kunne ikke deltage til aftenens møde.

Efter debatten om foreningsbestyrelsens beretning kunne mødet fortsætte til de næste punkter på dagsordenen.

Regnskabet med overskud

Administrationschef Susanne Witting fremlagde regnskabet med en kommentar om, at det kan godt se ud til, at de er dårlige til at budgettere, men udgifterne til projektarbejder går ikke på regnskabet, men bogføres direkte i renoveringsprojekterne.
Hun kunne fortælle, at der er et overskud på 3,8 millioner kroner, som blandt andet skyldes besparelser på personale og lokaleudgifter samt forrentning. Renoveringsprojekter betaler husleje til boligforeningen for de lokaler, de får stillet til rådighed.

Forslag på stribe

Gellerupparkens afdelingsbestyrelse havde fremsendt hele fire forslag til repræsentantskabet. Første forslag handlede om genhusning: Gellerupparkens afdelingsbestyrelse foreslog, at repræsentantskabet beslutter, at det fremover skal være sådan, at en beboer, der bliver tvunget til at flytte i forbindelse med udviklingsplanen, skal kunne vælge midlertidig genhusning. Således at beboerne kan ønske at flytte tilbage til deres opgang, selv om lejligheden er forandret. Forslaget gælder beboere i de opgange, hvor der er planlagt omdannelse af lejemålene.

Helle Hansen tilføjede:
”Det betyder meget for mennesker, hvor de bor. Det koster ca. 5.000 kroner i flytteomkostninger. Vi kan godt behandle beboerne ordentligt, når de allerede er blevet behandlet dårligt.”

Keld Albrechtsen svarede, at denne ordning var et resultat af aftalen i helhedsplanen, og det kan kun gennemføres, hvis de kan blive enige med borgmesteren om det. Han lovede dog at spørge om det, næste gang de havde møde.
Formanden for Toveshøj, Anett S. Christiansen, tog ordet og sagde, at det kunne de godt tilslutte sig i Toveshøj, for de havde haft de samme tanker.

Forslaget blev vedtaget med henvisning til, at Keld ville stå stærkere i forhandlingerne, hvis han havde opbakning fra repræsentantskabet. Formanden var dog ikke for optimistisk og forklarede, at hvis borgmesteren sagde nej, så var der ikke noget at gøre.

Flere af de tilstedeværende undrede sig over, hvorfor borgmesteren skulle sige nej til det. Keld svarede:
”Jeg håber ikke, at der går for meget politik i dette, og det er jo ikke så mange lejemål, så vi burde have en fair chance for at få det igennem. Men hvis det kommer i byrådet, så ved I nok godt, hvordan det kommer til at gå.”

Ikke mere kundeservice

Andet forslag var et mindre forslag, men ikke desto mindre et problem, der har irriteret nogle beboere, især Helle Hansen, der fremlagde forslaget på mødet.
Forslaget gik ganske enkelt ud på at ændre betegnelsen ”kundeservice” tilbage til ”beboerservice”. Som Helle Hansen argumenterede:
”Vi er ikke kunder i en butik, vi er beboere.”

Forslaget blev vedtaget med administrationens bemærkninger, så det nu hedder ”beboerservice”.

Foreningsbestyrelsens bemærkninger lød:
”Forslaget er delvist implementeret: telefonmenuen og skiltningen i foyeren er opdateret, men hjemmesiden refererer stadig til ’kundeservice’, hvilket ændres løbende. Foreningsbestyrelsen støtter forslaget med bemærkninger om, at det kan være svært helt at undgå ordet ’kundeservice’.”

Genhusning uden nyt indskud

Tredje forslag fra Gellerupparkens afdelingsbestyrelse gik på, at beboere ved tvungen genhusning i forbindelse med udviklingsplanen skal kunne flytte deres oprindelige indskud med til den nye lejlighed ved interne flytninger i afdelingen. Dette betyder, at beboerne ikke skal betale nyt indskud ved genhusning, ligesom det var praksis ved genhusninger i den oprindelige helhedsplan. Forslaget vil genindføre den tryghedsgaranti, som blevet fjernet, hvilket har medført en stor økonomisk udgift for beboerne.

Til dette forslag svarede Keld:
”Vi har behandlet det flere gange og har ikke kunnet imødekomme det. Vi mener, det er forskelsbehandling. Beboerne skal have samme vilkår, om de vælger en lejlighed indenfor eller udenfor afdelingen.”

Helle Hansen svarede:
”Hvis deres blok ikke skulle rives ned, så var de måske blevet boende og skulle bæres ud. Jeg synes ikke, det er ordentligt at behandle folk på den måde.”
Susanne Witting tilføjede, at man kan låne til indskud af kommunen, og boligforeningen har også indført, at man kan låne dem hos boligforeningen.

Streetfood uden leje

Gellerupparkens afdelingsbestyrelse foreslog, at administrationen skal opkræve markedsleje for udlån af et jordareal bag Yggdrasil. Forslaget blev godkendt med 26 stemmer for og 11 imod.

Arealet blev sidste sommer brugt af entreprenøren A. Enggaard til Streetfood Gellerup, uden at selskabet betalte leje. Boligforeningen har tidligere indgået en aftale om forkøbsret til jorden med A. Enggaard.

Det har skabt utilfredshed blandt de stadeholdere fra sidste år, at de i år bliver erstattet af en enkelt kommerciel virksomhed. Flere stadeholdere har investeret betydelige beløb i deres foodtrucks, som nu står ubrugte hen.

Administrationen havde en indgået en aftale med A. Enggaard om brug af arealet frem til 2025, uden krav om leje. Afdelingsbestyrelsen kritiserede A. Enggaards optræden over for de lokale stadeholdere, som ingen besked har fået om, at de ikke kan være på pladsen i år.

Og afdelingsformand Helle Hansen kunne fortælle, at beboermødet i Gellerupparken mente, at A. Enggaard skal betale en markedsleje for lån af jorden, fordi projektet har ændret sig, og der ikke længere er lokale med i Streetfood.
Et flertal i repræsentantskabet var enige i, at der bør betales markedsleje.

Øget budget til Skræppen i 2025

Repræsentantskabet godkendte et forslag fra Laurits Bloch fra Søvangen. Forslaget var en anmodning om, at foreningsbestyrelsen øger budgettet til Skræppebladet fra 500.000 til 670.000 kroner i 2025. Beløbet skal dække udgivelse af 8 trykte numre af bladet samt en eventuel udvidelse af redaktionssekretærens arbejdstid fra 15 til 20 timer ugentligt. 36 stemte for og 22 imod.

Forslaget blev fremsat med den begrundelse, at Skræppebladet spiller en vigtig rolle i at skabe sammenhold og tilhørsforhold i boligforeningen. Budgettet har været uændret siden 2016, hvilket har medført nedskæringer i antallet af udgivelser, i 2024 er der p.t. kun planlagt fem trykte udgaver. Der lød delte meninger fra repræsentantskabets medlemmer. Nogle argumenterede for at satse på en øget digitalisering for at spare omkostninger og miljøressourcer, mens andre understregede vigtigheden af den trykte udgave, som også når beboere, der ikke er digitale.
Det er dog ikke sikkert, at forslaget bliver implementeret, fordi det i sidste ende alene er foreningsbestyrelsen, der har kompetencen til at lægge et budget, og det er endnu uvist, om de vælger at følge repræsentantskabets ønske.

Valg af nyt medlem

Da mødet nåede til punktet valg, blev beboer Mads Kjeldgaard fra Odinsgård opfordret til at stille op, hvilket han gjorde. Han endte med at blive valgt ind i bestyrelsen. Derudover var der genvalg til Erik Bløcher, Søvangen, og Dorte Damgaard Sejthen, Generationernes Hus.
Yousef Abdul Kader, Gellerupparken, blev valgt til 1.-suppleant. Laurits Bloch, Søvangen, blev 2.-suppleant ved fredsvalg.
Der var 67 repræsentantskabsmedlemmer, som gav følgende stemmer:

  • Mads Benjamin Kjeldgaard 56 stemmer (valgt for 2 år)
  • Erik Bløcher: 51 stemmer (valgt for 2 år)
  • Dorte Damgaard Sejthen: 43 stemmer (valgt for 2 år)
  • Youssef Abdul Kader: 33 stemmer (1.-suppleant)

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-03 Juli

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data