Afd. 15: Nu er der bare så hyg’ligt i vaskehuset
Afdeling 15 – Hasselengen
Solceller, nye maskiner, blomster, kunst og byttebøger i afdeling 15’s vaskehus
Tekst Poul-Erik Nielsen og Ole Ryolf, fotos Ole Ryolf
På et afdelingsmøde i foråret vedtog et stort flertal af afdelingens beboere, at afdelingen skulle investere i et solcelleanlæg til vaskehuset. Samtidig var det tid at udskifte maskinerne, så det blev en halvstor operation, der nu blev sat gang i.
Brabrand Boligforenings energikonsulent Morten Arenkiel har lagt et stort arbejde i projektet, og i midten af september blev solcelleanlægget sat op.
Hvad der er sparet, er tjent
Beregningerne viser, at solcellerne kan spare afdelingen for en udgift på cirka 15.000 kroner om året, og nu følger både driften og administrationen spændt med i, om det holder.
Udskiftning af vaskemaskiner og tørretumblere giver en yderligere – og ikke uvæsentlig – besparelse, og så skal man ikke glemme sidegevinsten: En reduceret CO2-udledning på cirka 1,1 ton om året, det samme som 40 %.
Nu kører og ruller det bare
I vaskehuset råder beboerne nu over fem vaskemaskiner – en med kapacitet på 12 kilo, en på ni kilo og tre på hver syv kilo. De tre nye tørretumblere har hver en kapacitet på 14 kilo. Om kort tid vil også et tørreskab være at finde i vaskehuset. Hele maskinparken er leveret af firmaet Nortec System A/S.
Der var lidt problemer med tørretumblerne i starten, men nu fungerer det hele, som det skal.
Det er dog ikke det hele, der er skiftet i vaskehuset. Vores kære rulle ville vi beholde, så den står her stadig, og der er flere beboere, som bruger den flittigt. Mange andre afdelinger har valgt at skille sig af med deres ruller, men vores skal ingen rende med!
Hvad er et vaskehus uden blomster og kunst?
Da nu det hele alligevel skulle skiftes, benyttede vi lejligheden til at give huset en gang maling. Den var knap tør, før bestyrelsesmedlem John Nielsen satte bord og stole ind og satte tre hylder op på væggen. Her finder man mappen med referater fra bestyrelsesmøderne – men nok mere spændende er, at man kan aflevere et par læste bøger og tage et par andre med hjem, eller man kan sidde og læse, mens tøjet bliver vasket og tørret. Den kulørte ugepresse er også repræsenteret på hylderne.
Udover hylderne har John doneret lidt kunst til væggene, og Jytte Nielsen har sat blomster i vindueskarmene og på bordet, så hyggen har virkelig bredt sig i det ”nye” vaskehus. Desværre fandt vi ikke plads til et par beboeres forslag om også at installere et fadølsanlæg.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2016-08 December