Fokus på energiforbruget
Håndtering af energiforbruget er vejen til besparelser i Brabrand Boligforening. Det fremgår af den trykte årlige beretning fra foreningen
Af Irene Brandt, fotos fra årsberetningen
”Vi har kigget dybt i vores driftsomkostninger, og heldigvis har vi fundet ud af, at vi kan spare en del penge ved at lade robotplæneklippere klare vores mange græsplæner. Robotplæneklippere er nemlig markant billigere at have kørende end udgifterne til mandetimer, service og benzin ved traditionel plæneklipning,” fortæller Mogens Rank, driftschef i Brabrand Boligforening, i den trykte beretning for 2018 fra Brabrand Boligforening.
I beretningen redegøres der for omkostningsbesparelserne med robotter:
Boligforeningen ønsker at opnå besparelser, der både sikrer gode lejligheder, øget servicekvalitet og en god arbejdsplads. Derfor gøres indsatsen omkring omkostningsbesparelser velovervejet og i dialog med de enkelte afdelingsbestyrelser og driftsmedarbejdere.
- Robotplæneklippere giver mulighed for at opnå besparelser på i alt ca. fem årsværk på op til 80 pct. af boligforeningens grønne arealer. Hvad angår de sidste 20 pct. vil det ikke kunne betale sig at indsætte robotklippere på grund af forhold størrelse, beliggenhed m.v.
- Besparelsen betyder, at de frigjorte mandetimer kan erstatte køb af eksterne ydelser.
- Teknologiske løsninger er med til at opnå driftsmæssige besparelser, der kan føre til lavere huslejer. Det er besparelser, som primært opnås ved at nedbringe forbruget af mandskabstimer.
- Afdeling 6, Holmstrup, og Afdeling 19, Bronzealdervænget, er i gang med de første afprøvninger af robotter til græsslåning.
Intelligent varmestyring
Brabrand Boligforening tester miljøteknologi for at gøre varmeforsyningen mere effektiv. Målet er lavere varmeregning for beboerne.
I beretningen kan man blandt andet læse om den nye varmeløsning i Drejergården:
”Vi har lavet en komplet renovering af varmerummet, hvor vi har skiftet hele installationen ud med udstyr, der lever op til nutidens standarder, og hvor vi har fået mulighed for at styre temperaturen i rørene på en måde, hvor vi kan minimere spildvarme,” siger Morten Arenkiel, energiteknisk konsulent i Brabrand
Boligforening. I tre år har han blandt andet arbejdet med at kortlægge og implementere energitekniske forbedringer. I Drejergårdens tilfælde er potentialet
besparelser på op til 20 pct. Og her er mere at komme efter ved at udskifte fællesbelysningen til energieffektiv og driftssikker LED.
”Jeg startede med at se på belysning i boligforeningens fællesområder, hvor alle har en interesse i at have så billige løsninger kørende som muligt. Helt lavpraktisk skiftede vi til lavenergipærer, og nogle steder fik vi installeret sensorstyrede løsninger, så lyset slukker automatisk. Det er en stor opgave, som vi ikke er i mål med endnu. Næste skridt er at finde og plukke de lavthængende frugter i vores varmeforsyning for at sikre billig varme og varmt vand til vores lejere,” siger Morten Arenkiel.
Brabrand Boligforening tester en løsning i Drejergården i samarbejde med Cleantech virksomheden Neogrid Technologies ApS, der forventer en energibesparelse på 10-20 pct. Testen skal dokumentere:
- Energibesparelse som følge af soloptimeret drift og mindre rørtab
- Bedre afkøling, undgå tillægsafgift
- Billigere komfort gulvvarme i forhold til termostatstyret gulvvarme
- ”Ud af huset” temperatursænkning
- Natsænkning
- Fjernovervågning via cloud/app
- Alarmadvisering for uhensigtsmæssig forbrug på SMS eller mail.
Andre energiprojekter i Brabrand Boligforening:
- Havnehusene (Afdeling 31): Byggeriet er fra starten etableret med jordvarme, solceller og solfangere, der gør, at byggeriet lever op til fremtidens energikrav. Det har været en kompleks løsning, som ikke har været uden problemer, og som endnu ikke er færdig.
- Skovgårdsparken (Afdeling 3) har gennemgået en omfattende energirenovering, hvilket betyder, at afdelingen har reduceret energiforbruget betydeligt. Blandt de forbedrende tiltag har været udskiftning af tag, efterisolering af facadebrystninger, lukkede altaner, udskiftning af tekniske installationer og etablering af ventilation i alle lejligheder. Desuden er etableret solfanger, solceller, jordvarme samt genbrug af spildevand og vandopsamling.
- Søvangens vaskeri (Afdeling 2): Mange kender vaskeriet som en prisbelønnet øvebane for udviklingshæmmede. Et vaskeri bruger traditionelt masser af energi, hvilket dog er nedbragt i Søvangen ved at erstatte traditionelle tørretumblere til at køre på gas og installere effektive vaskemaskiner. Dette giver en stor økonomisk besparelse på driftsomkostningerne.
- Lyngby (Afdeling 18) har skiftet oliefyret ud med gasfyr, hvilket forventes at give 20 pct. forbedring på varmeforbruget.
- Renovering af B4, Gellerupparken (Afdeling 4): Blokken er renoveret med nyt ventilationssystem og ny klimaskærm.
Læs også
▮ Skræppebladets blog,