Vanskelige forhandlinger venter for Brabrand Bolig­forening

Folketingsforliget om parallelsamfund vil til efteråret skabe usikkerhed i mange kommuner og boligforeninger, også her i Aarhus

Folketinget nåede ikke inden sommerferien at vedtage ny lovgivning om de såkaldte parallelsamfund, altså de udsatte boligområder, hvor Gellerup, Toveshøj og Bispehaven her i Aarhus står på den hårde liste. Skovgårdsparken og Langkjærparken kan risikere at komme på listen. Men der blev indgået et forlig, som skaber store usikkerheder for mange boligforeninger og kommuner om økonomi, nedrivninger af blokke, skolenedlæggelser m.v.

Her i Aarhus kan det skabe vanskeligheder og tab for kommunen, fordi forliget i værste fald kan tvinge kommunen til at nedrive skoler og daginstitutioner, og fordi der skabes usikkerhed om Bispehavens og i værste fald Skovgårdsparkens og Langkjærparkens fremtid. Forliget kan også ramme boligforeningens økonomi. Lovene, som skal føre dette ud i livet, nåede ikke at blive vedtaget i Folketinget inden sommerferien, og de fremsættes derfor i oktober og vedtages formentlig til december.

Lovudkastene kan måske ændres

Det er uklart, om vi kan opnå ændringer i de lovudkast, som vi kender fra forhandlingerne her i foråret. Men meget tyder på, at partierne, herunder Socialdemokratiet og SF, vil kunne kræve ændringer, hvis det står klart, at de aftalte bestemmelser ikke holder vand.

Brabrand Boligforening vil derfor i den kommende tid arbejde for at få ændret en række bestemmelser, som kan give betydelige problemer både for os selv og for Aarhus Kommune. Den mest centrale bestemmelse i forliget er reglen om, at de udsatte boligområder på den hårde liste i 2030 højst må have en andel på 40 procent almene familieboliger.

For et byggeri som Bispehaven er det svært at forestille sig, at man kan nå ned fra næsten 100 procent almene familieboliger til 40 procent. Og hvor skal alle de familier genhuses, hvis blokkene skal rives ned? Dette indeholder forliget ikke svar på. Der er ikke afsat penge fra staten til nye almene boliger, som kan være med til at løse dette problem. Tværtimod vil regeringen gøre det dyrere for kommunen at igangsætte alment nybyggeri – gennem en forhøjelse af det såkaldte kommunale grundkapitalindskud.

Det er meget begrænsede midler, regeringen selv har tænkt sig at bidrage med. Og staten har på anden vis påført Aarhus Kommune svære tab på grund af bl.a. mislykkede forhandlinger om den kommunale udligning. Så problemet er det enkle, at kommunen ikke vil kunne løse opgaven med genhusning og opførelse af nye boliger.

Endnu større problemer længere fremme

Oveni dette ligger så lidt længere ud i fremtiden en mulig samfundsøkonomisk og menneskelig fejltagelse af voldsomme dimensioner. På grund af dybt uhensigtsmæssige regler om udpegning af udsatte boligområder risikerer en velfungerende og nyrenoveret afdeling som Skovgårdsparken at komme på den hårde liste og blive sat over for kravet om maks. 40 procent familieboliger.

Det er ganske enkelt uacceptabelt, og vi forsøger nu på alle tænkelige måder at få partierne i forliget til at ændre aftalen. Under forhandlingerne blev der indsat en bestemmelse om mulighed for dispensation, men det har vist sig, at den er udformet med specielt henblik på at hjælpe en borgmester i Hovedstadsregionen, som har et nært forhold til regeringen.

Derfor er dispensationen udformet, så den ikke kan bruges i kommuner med socialdemokratiske borgmestre. Dette må vel være undgået partiernes opmærksomhed under forhandlingerne, selvom det jo ikke er første gang, at der udarbejdes regler, som ensidigt begunstiger borgerligt styrede kommuner.

Det er simpelthen noget uigennemførligt pjat, man har aftalt – og ordførerne må have drukket af natpotten i en sen time

Risiko for forsinkelser og ekstra udgifter

Forhåbentlig vil de nye bestemmelser ikke få negative konsekvenser for Gellerup og Toveshøj. På grund af muligheder for et stort byggeri af private boliger, der skal hæve indbyggertallet fra ca. 6000 til 12-14.000, så vil det være muligt at overholde kravet om maks. 40 procent almene boliger i 2030. Gellerup og Toveshøj står derfor i en anden situation end de øvrige afdelinger på den hårde liste.

Vi er langt fremme med at udarbejde planen frem til 2030. Men der kan opstå væsentlige problemer. Der er lagt op til indskrænkninger i afdelingernes beboerdemokrati. Og i Gellerup kan der komme krav fra kommunen om nedrivning af en eller flere blokke – selvom det altså næppe bliver muligt for kommunen at sikre genhusning af beboerne og det nødvendige almene erstatningsbyggeri.

Vi ser med bekymring på de nye regler om godkendelse af udviklingsplaner, som kan fordyre og forsinke gennemførelsen på grund af nyt statsligt bureaukrati. Der mangler bare, at de pågældende statslige embedsmænd samtidig udflyttes til Thisted eller Varde!

Skole- og institutions-kaos

Til sidst indgik et flertal forlig om skoler og daginstitutioner i de udsatte boligområder. Det er et helt umuligt forlig, som ikke kan gennemføres i virkelighedens verden. Det kan i værste fald medføre lukning af de nybyggede daginstitutioner i Gellerup og koste både Aarhus og Odense meget store summer.

I det nye kvarter med 12-14.000 indbyggere skal der naturligvis være en god skole og institutioner. Derfor er jeg ret tryg ved, at Folketingets partier må ændre forliget på dette punkt. Ellers skal alle børnene fra det ny kvarter køres ud af området og fordeles rundt i byen.

Det er simpelthen noget uigennemførligt pjat, man har aftalt – og ordførerne må have drukket af natpotten i en sen time for at kunne aftale så virkelighedsfjern en tekst. Samlet set så venter et hårdt arbejde forude med at få rettet op på tingene, inden det ender med vedtagelse af lovforslag med meget alvorlige fejl og mangler.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2018-04 Juni

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2018-04 Juni side 10-11
i sektionen Artikler

forsiden af magasinet 2018-04 Juni

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data