Leder

Demokrati? Tjo…

Af Daniel Mantel

Stemningen på afdelingsmødet var præget af håbløshed. Vedtagelsen af et Nej til Nedrivninger. Mindretal, jaja, lad dem blot. Og med opbakning fra klistrede folketingstaburetter i et valgår.

Danmark er demokratisk. Alle har deres andel i magten; alle skulle være glade.

Hvorfor er alle så ikke det? Glade og tilfredse? Er det bare mindretallet, der brokker sig over ikke at være et flertal? Eller også har demokratiet nogle småfejl, der kan vokse sig ganske store. Flertallet har retten til de rigtige meninger. Det har vi jo valgt dem til. Et nok så stort mindretal kan protestere, men dét giver ikke indflydelse. Som når regering og folketing vedtager ghettopakker og lige drejer lidt på knapperne, sådan efter behov. Eller som når et byråd, endda med et overvældende flertal, skynder sig at vedtage hele Gellerupparkens skæbne: Men det er et flertal, og så må det jo være de rette beslutninger.

Vi smutter til et afdelingsmøde i Brabrand Boligforening. En af de store afdelinger, ikke blot i Århus. Med omkring 5000 beboere, så længe det varer. Her står boligforeningens formand og siger ordret, at han har håndjern på. At han betragter forhandlingerne med byrådet som symbolske, ikke reelle. Tydeligt berørt af det håbløse i situationen. Og en afdelingsformand, der tilføjer, at byrådet ikke ser andet end Gellerupparken og Toveshøj som potentiale for nedrivninger: At blive set hen over, og ikke inddraget i forhandlingerne om bydelens fremtid.

Bydelen vedtager, demokratisk og enstemmigt, et NEJ til flere nedrivninger. Men byråd, og skulle det kommer dertil: regering og folketing, kan ryste dén lille flue af sig: Flertallet bestemmer!
En ellers samlet og enig bydel ER et mindretal. Og dermed punktum. Eller hvad?

Stemningen på afdelingsmødet var præget af håbløshed. Vedtagelsen af et Nej til Nedrivninger. Mindretal, jaja, lad dem blot. Og med opbakning fra klistrede folketingstaburetter i et valgår. Man kan næsten se de overbærende smil.
Det åndsfraværende “nåh?”. Rent bortset fra symbolpolitikken, der stadig tordner over bydelen. Flertallet har retten til at være ligeglade; kan være det med ro i sindet.
Eller kan de? Være ligeglade?

Skulle ‘forhandlingerne’ med byrådet ende, som det ser ud til, kan en hel bydels enstemmige modstand give ganske markante udslag. Måske, bare måske, kunne det rokke en smule ved et flertals beslutninger, uden hensyn til et ret stort og koncentreret mindretal – der gennem mange år har været udsat for alskens eksperimenter og adskillige flertals modvilje.

Håbløshed KAN være et udgangspunkt. Et startskud.
Der kan høres så tydeligt, at bulldozerne tøver.

Det åndsfraværende “nåh?”. Rent bortset fra symbolpolitikken, der stadig tordner over bydelen. Flertallet har retten til at være ligeglade; kan være det med ro i sindet.
Eller kan de? Være ligeglade?