Afd. 2: Det grønne Søvangen
Afdeling 2 – Søvangen
Beskæring og træfældning har givet anledning til stort beboerengagement
Tekst og fotos: Laurits Bloch
Beskæring af træer og buske er stærkt forsinket. Normalt bliver det gjort hvert tredje år ved skovbrynet til naboen Brabrand Skov og de tre naboparcelhuse på Brabrand Skovvej. Nu er det endelig ved at være afsluttet.
Arbejdet har været lidt mere omfattende end sædvanligt, da skovbrynets træer og vildtvoksende brombær og hyld m.m. havde bredt sig blandt andet med mange forkrøblede træer otte til ti meter ind over afdelingens græsarealer.
Der blev også konstateret nedstyrtningsfare fra syge træer og deres grene, der gjorde det nødvendigt at gribe ind.
Det har været nødvendigt at få en ”topkapper” til at bistå med at fjerne farlige grene højere oppe i træer, der ønskedes bevaret. Der vil hurtigt ske en vis grøn bevoksning, der vil afhjælpe det lidt forpjuskede udseende, som altid følger af en sådan beskæring mv.
Debat
Der har udfoldet sig en ivrig debat mellem beboerne under og efter arbejdets udførelse. Mange beboere er glade for forløbet. Nogle nyder den nye indsigt i underskoven med blomster og dyreliv, og en del er glade for den forbedrede udsigt til Brabrand Sø. Andre hylder biodiversiteten og synes, at det er synd, at der er fjernet noget bevoksning.
Naboer
Naboerne i de tre parcelhuse ned mod Brabrand Skovvej har forståeligt nok ikke været begejstret for beskæringen, fordi husene i forhold til tidligere er mindre afskærmet fra de tre- og fireetagers blokke i Søvangen.
Det er tilstræbt at opretholde det bedst mulige naboskab ved orientering af og konferering med de mest berørte beboere, og der er herefter bevaret en hel del sunde træer og buske, og der forventes hurtigt at opvokse ny vild bevoksning, der vil skabe en god afskærmning.
Der pågår drøftelser om fremtidig afskærmning, men økonomien gør det ikke muligt for afdelingen at binde sig til forøgede fremtidige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger til dette formål.
Det grønne Søvangen
Med renoveringen er der for de enkelte entrepriser sædvanligvis foreskrevet, at der med arbejdernes aflevering også afleveres de fornødne vedligeholdelses- og driftsvejledninger mv.
Afdelingsbestyrelsen har gennem hele renoveringsplanlægningen ønsket, at der for det grønne område også blev opstillet en ”grøn plan” for hele området med beskrivelse af drift og vedligeholdelse af hele det grønne Søvangen. Efter drøftelse og godkendelse i afdelingsmøde (”generalforsamlingen”) skulle denne plan så danne grundlag for den årlige budgettering af de grønne arbejder og drifspersonalets efterfølgende udførelse heraf.
Udgangspunktet for hele renoveringen er, at afdelingens oprindelige arkitektoniske udtryk skal respekteres, og dette gælder også for det grønne område og dermed for renoveringens landskabsprojekt.
Den af Real Danica tilskudsfinancierede ”vaskerihave” mellem Louisevej 2 til 12 og 14 til 24 har afdelingsmødet godkendt. Erfaringerne herfra og fra de forsøg, der i øvrigt er gjort med forøget biodiversitet med vilde blomsterenge i stedet for græsplæner, kan med respekt for de overordnede hensyn få indflydelse på, i hvor stort omfang de nye tendenser til øget focus på biodiversitet kan indarbejdes i den ”grønne plan”.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2021-03 Maj