Elefanten i rummet

og knuden i maven

kommentar af Helle Hansen, afgået foreningsbestyrelsesmedlem

Efter syv år i foreningsbestyrelsen valgte jeg ikke at genopstille. Flere har spurgt mig: Hvorfor? Nu er der ingen, der ved, om jeg overhovedet var blevet genvalgt, hvis jeg havde stillet op. Men jeg vil gerne knytte et par ord til mit farvel til boligforeningens øverste organ.
Det er ingen hemmelighed, at jeg sammen med en snes af mine naboer i Gellerupparken er med i en retssag mod boligforening, stat og kommune. Vi håber at få ret i, at loven om parallelsamfund er racistisk, fordi den laver forskelsbehandling på mine naboer, der ikke har dansk baggrund, og at den derfor er ulovlig og skal laves om. Men det er ikke noget, som vi snakker om i boligforeningen. Og på det seneste repræsentantskabsmøde var retssagen den store elefant i rummet, for den blev slet ikke nævnt.

Men som en lille bonusoplysning kan jeg fortælle, at FN (jo, De Forende Nationer) for nylig er trådt ind på beboernes side i Mjølnerparken i en lignende retssag mod staten. Så håbet om, at vi beboere har en chance for at vinde, er måske ikke helt urealistisk.
Men hvad sker der, hvis det ender med, at vi beboere får ret? Forhåbentlig når blokkene ikke at blive revet ned.

Der er nærmest brug for et parallel-univers, hvis man skal proppe op mod 500 familier ind i 60-70 lejligheder, hvoraf mange af de ledige lejligheder iøvrigt også skal renoveres.

Hvor skal beboerne bo?

Knuden i maven kommer af at tænke på de 300 familier i Gellerupparken, som er tilbage i de syv udpegede nedrivningsblokke. I mere end fire år har de levet med ikke at vide, hvad der skal ske med dem.
I 2018 lød beskeden: ”I skal alle sammen ud!”

Senere besindede borgmester Bundsgaard sig og sagde, at familierne måske godt kunne blive boede, hvis de havde job eller var under uddannelse. Et krav, som hovedparten af de 300 familier ikke kan opfylde.
Det ved jeg, fordi jeg har været rundt og ringet på samtlige dørklokker i de syv blokke og snakket med mere end 250 beboere.

I dag er det endt med – meget mod borgmesterens vilje – at det er beboernes anciennitet, der bliver afgørende for, om de får adgang til en ledig genhusningslejlighed i Gellerupparken.

Her begynder min store bekymring. For hvor mange familier får, når det kommer til stykket, overhovedet mulighed for at blive i Gellerup, hvis de ønsker det? Der er godt 300 familier tilbage i de syv blokke, som efter planen skal rives ned i løbet af 2023.
I resten af Gellerupparken er der 60-70 ledige boliger, hvoraf hovedparten står tomme i blok B5 og B6 på Gudrunsvej, som efter planen skal renoveres i løbet af 2024-25.

Det betyder, at der er 240 lejligheder, der skal tømmes. Heraf skal godt halvdelen af familierne permanent genhuses, fordi deres lejligheder omdannes til mindre boliger. Hvordan skal den permanente genhusning finde sted? Og hvor skal alle de familier, der skal midlertidigt genhuses under renoveringen, flytte hen og bo, mens deres lejligheder sættes i stand?

Jeg forsøgte i min sidste tid i foreningsbestyrelsen at få et svar på, hvem der kunne fortælle, hvordan man har tænkt sig at få de mange tal, som hvert repræsenterer en familie, til at gå op? Jeg mente, at nogen da måtte have et bud på, hvordan man løser den kæmpe logistiske udfordring. Men jeg nåede ikke at få et svar. Men det svar håber jeg stadig at få – også selv om jeg ikke sidder i foreningsbestyrelsen, og så vil jeg fortælle det til familierne, som ikke har fået nogen besked.