Baal, bar og bugtaler på Gellerupscenen
Kulturkollektivet fik succes med bredt program på den gamle scene
tekst og fotos Helle Hansen
Fredag den 11. november blev et nyt initiativ sat i søen i Gellerup, da folkene bag Kulturkollektiv, der huserer på Gellerupscenen, inviterede Gellerup, hele 8220 og resten af Aarhus til Festlig Fredagsbar. Med Lummerjazz og poetry slam og masser af dejlig kølig fadøl løbende fra hanerne som lokkemidler lykkedes det at få fredagsbaren fuld og skabe en hyggelig eftermiddag, som mange af deltagerne var enige om bør gentages i ikke en så fjern fremtid.
Allerede søndagen efter var det børnenes tur til at få en fantastisk eftermiddag på den gamle scene i selskab med bugtaleren Sine og hendes frække dukke Rikke og andre gæster. Her havde mere end 165 børn og voksne købt billetter.
Baal gav den en skalle
Normalt er onsdag bare en kedelig grå dag i forstadsbydelen Gellerup, men onsdag den 16. november blev alt det grå og kedelige blæst væk, da rockorkesteret Baal gik på scenen og fyldte hele scenerummet med musik, lys, røg og intens stemning.
For mange af publikummerne var det første gang, at de overhovedet opdagede, at der i Gellerup findes et helt fantastisk rum for afvikling af den type koncerter. Og Baal gav den gas med deres musik, der er blanding af kabaret, country, ballader og rock, så det var et tilfreds publikum, der kunne gå hjem efter to timers fantastisk koncert.
Tak til Kulturmidler
Kulturkollektivet, der blev skabt i foråret 2022 af de tre venner Asger Rasmussen, Jesper Kirkegaard og Paw Simon Krogh, har fået penge fra Gellerup Kulturmidler til at skabe nye kulturtilbud i Brabrand på Gellerupscenen, som trioen selv betegner som en af Danmarks bedste black box-scener.
En ny ansøgning er sendt af sted, og tiden vil vise, om succesen med liv på Gellerupscenen får lov at fortsætte i 2023.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-08 December