Beboere efterlades månedsvis i mørket
Læserbrev
Jeg overvejer at starte min egen virksomhed, hvor jeg leaser biler ud. Jeg har udviklet et fantastisk koncept:
- Bilerne kan leases på årsbasis, og prisen beregnes ud fra antallet af kørte kilometer.
- Den præcise pris pr. kilometer vil blive oplyst efter 15 måneder.
- Prisen pr. kilometer afhænger af, hvor meget andre kunder kører i deres leasede biler, samt hvor hurtigt alle biler kører.
Men hvem ville overhovedet lease en bil under disse betingelser?
I maj 2023 nedsatte repræsentantskabet en arbejdsgruppe for at hjælpe de ca. 2.500 husstande ud af Brabrand Boligforenings 5.500 husstande, som var underlagt en kollektiv afregning af el-forbruget.
Arbejdsgruppen udgav i januar 2024 et notat efter et godt stykke arbejde. Notatet ”frikendte” 1.900 husstande og sikrede dem individuel afregning. Men 600 husstande står tilbage og føler sig overset.
Disse 600 husstande lever under lignende betingelser som mit billeasingkoncept:
- Den endelige pris for hver kWh er ukendt ved forbrugstidspunktet.
- Det kan tage op til 14-15 måneder, før kWh-prisen er kendt.
- Husstandene ved ikke, om deres forbrug påvirker den endelige kWh-pris, da de er afhængige af naboernes forbrug.
Hvis vi vil hjælpe disse husstande, bør Boligforeningen give dem værktøjer til at blive mere energibesparende og hjælpe med at regulere deres forbrug.
Nogle forslag kunne være:
- Afregning hver 3. måned, ligesom Boligforeningen gør med el-leverandøren.
- Synliggørelse af den gennemsnitlige kWh-pris for hver husstand, så de kan se deres bidrag til at holde prisen nede.
- Optimering af ventilationsanlægget for at minimere elforbruget.
Jeg er tvunget til denne udfordring de næste 8 år og er taknemmelig for ikke også at skulle lease biler på samme vilkår.
Med venlig hilsen
Finn Rosendal Larsen
Afdeling 31, Havnehusene
Svar i næste nummer
Skræppebladet har ikke nået at få svar på læserbrevene inden trykning, så vi forsøger at få svar fra boligforeningen, som vi kan bringe i næste nummer af Skræppebladet.
Illustrationer til dette nummers læserbreve er lavet med kunstig intelligens,
DALL-E og Adobe Firefly, prompt Ulrik D-H
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-02 Maj