Brabrand Boligforenings start
skrevet af Niels Schjeldahl, medstifter af boligforeningen og den første forretningsfører.
Januar 2010
I 1946 blev min kone og jeg gift, men der var ikke let at få en lejlighed i Brabrand.
Heldigvis havde kommunen købt Højriisgaarden, som lå på Truevej 15. Her indrettede man 3 lejligheder i det gamle bindingsværk stuehus. 2 3-værelses og 1 2-værelses lejlighed. Da vi var nygifte og uden børn, kunne vi kun få 2-værelses lejligheden, som lå i midten.
Entre og stue var uden ændringer fra den oprindelige indretning. Køkkenet var indrettet i et lille værelse på 2×3 m og soveværelset var skilt ud fra en større rum og adskilt med en trævæg fra den øvrige del af rummet, som var indrettet til entre i den tilstødende lejlighed. Når vi var kommet i seng kunne vi risikere at blive vækket af larm fra naboen, når han kom fuld hjem og tævede konen, som råbte, at vi skulle ringe efter politiet. Eneste opvarmningsmulighed var en lille brændeovn, som blev forsynet med affaldstræ fra Aarslev Sav- og Hammerværk, hvor min kone var ansat på kontoret. Den gav løbesod. Om vinteren dannede der sig is på soveværelsesvæggen. Lokummet lå i et udhus 50 meter fra vores indgangsdør.
I foråret 1948 blev jeg kontaktet af en ung arkitekt ved navn Knud Blach Petersen. Han var på det tidspunkt ansat på C. F. Møllers tegnestue i Århus, men ivrig efter at få startet sin egen tegnestue, og han havde fundet ud af, at der manglede boliger i Brabrand.
Vi henvendte os til daværende medlem af Brabrand-Årslev Sogneråd, maskinarbejder E. V. Jørgensen, og satte os derefter i forbindelse med Arbejderbo, en organisation som forestod nybyggeri i boligforeninger, som ikke selv havde det fornødne apparat til at stå for nybyggeri.
De fortalte os om proceduren med oprettelse af en ny boligforening. Der skulle 10 personer til at starte en boligforening, og det blev min opgave at finde frem til dem, og jeg opsøgte folk, som jeg vidste kun ventede på at få en lejlighed, så de kunne blive gift.
Jeg husker ikke alle, og da ikke alle er forblevet medlemmer af foreningen, kan jeg ikke på stående fod genkalde dem, men følgende var med:
Maskinarbejder Ernst Valther Slyngbom Jørgensen, formand
Kommuneassistent Niels Ernst Schjekdahl, bestyrelsesmedlem
Speditør Knud Erichsen, bestyrelsesmedlem
Forretningsfører Bjarny Nielsen, bestyrelsesmedlem
Repræsentant Olaf Sørensen, bestyrelsesmedlem
Repræsentant Jørgen Oberlitz, bestyrelsesmedlem
Gartner Frank Mortensen
Jeg er i tvivl om de resterende 3, men det kan have været
Kontorassistent Erik Petersen
Murer Harald Hjelm og
Murer Erik Hansen
Det stiftende møde blev afholdt på kommuneingeniørens kontor.
I boligforeningens 50-års jubilæumsskrift kan man læse, at den stiftende generalforsamling blev afholdt på Brabrand Kro, den 29. april 1948, men jeg er tilbøjelig til at mene, at mødet på kommuneingeniørens kontor var den 29. April, og altså må antages at være den stiftende generalforsamling. Det står fast, at de første 10 medlemmers medlemsbevis er dateret denne dato.
Jeg blev valgt til boligforeningens første forretningsfører.
Vi skulle så i gang med at finde et areal til det første byggeri. Her allierede vi os med daværende sognerådsformand, møbelfabrikant O. A. Nielsen. Han havde udset sig et areal i Hans Broges Bakker i udkanten af skoven. Det var et meget smukt beliggende areal, som – så vidt jeg husker – var udlagt med kolonihaver.
Vi var meget begejstrede for arealet, der ejedes af entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kier, men de var villige til at afhænde det, og arkitekt Knud Blach Petersen gik straks i gang med at tegne de tre meget smukke blokke, som senere blev opført.
Blok A med 12 lejligheder og blok B med 24 lejligheder blev først opført og udgjorde boligforeningens afdeling 1. Blok C med 22 lejligheder og 1 børnehave samt nogle garager kom senere til som afdeling 2.
Min kone og jeg flyttede, som nogen af de første, ind i blok B med adresse Hans Brogesvej 15, 2. tv. I en 3½ værelses lejlighed i gavlen med en fantastisk udsigt over Brabrand sø og en stor del af byen. Og så var der badeværelse og centralvarme, hvilken luksus.
Huslejen var på kl. 125,00 + varme om måneden, og det var en ret stor stigning i forhold til, at vi i Højriisgaarden betalte 50,00 om måneden, og til niveauet i Brabrand i almindelighed. Snakken i en af byens frisørsaloner gik da også på, at man da var nødt til at spise havregrød for at få råd til at bo der. Det var imidlertid ikke noget problem med at få lejlighederne udlejet, så behovet har været der. Det var et bredt udsnit af byens befolkning, som flyttede ind.
Da boligforeningen ikke havde et kontor, indrettede jeg kontor i et værelse i lejligheden, og det fungerede udmærket.
Man fandt imidlertid ud af, at forretningsføreren ikke måtte være medlem af bestyrelsen, så jeg valgte at fortsætte som forretningsfører, og Jørgen Oberlitz indtrådte i bestyrelsen.
Jeg afløstes som forretningsfører den 1. april 1957 af Olaf Sørensen.
Skiftende bestyrelsesmedlemmer i Brabrand Boligforening
E.V. Jørgensen, formand 29. april 1948 til ?
Niels Schjeldahl 29. april 1948 – 16. september 1948
Jørgen Oberlitz 16. september 1948 – 30. marts 1951
Kommis Magnus Bjerg Andreasen 30. marts 1951 – 15. april 1955
Maskinmester Ove Nygaard Justesen 15. april 1955 – ?
Speditør Knud Erichsen 29. april 1948 – 31. marts 1953
Ingeniør Villy Dahl 31. marts 1953 – 30. april 1957
Forretningsfører Marinus Riber 30. april 1957 – ?
Bjarny Nielsen 29. april 1948 – 9. april 1954
Ingeniør Poul Høholt 9. april 1954 – 30. april 1957
Magnus Bjerg Andreasen 30. april 1957 – 13. april 1962
Redaktør Herluf Lumbye 13. april 1962 – ?
Repræsentant Olaf Sørensen 29. april 1948 – 30. april 1957
Niels Schjeldahl 30. april 1957 – 12. april 1965
Kontorassistent Børge Rishøj 12. april 1965 -?
Herluf Lumby og Ove Nygaard Justesen blev senere formænd
(kilde: Niels Schjeldahl – jan. 2010)
Læs også
▮ Skræppebladets blog,